Det bedste der kunne ske på det personligeplan med psyken var at FCM vandt i eftermiddag. Så ville jeg have dem som favorit igen, og kan sove trygt med at vi kun kan overraske.
(For år tilbage vsr der et tv-program kaldet 'sport med briller', jeg fandt det tørt. Nedenstående er måske - hvis jeg kunne huske indholdet - essensen af det program)
Jeg har hele tiden tænkt - det er en skøn drøm, lad os se hvornår den ender.
Omkring vinterpausen var der en fornemmelse af drømmen måske kunne realiseres (og en relativt stor frustration over klubben ikke ville fremrykke investeringer for at gøre den mere sandsynlig).
I foråret har AGF slidt så meget med det, at man i de fleste scenarier burde ligge ca. på niveau med FCM pointmæssigt. Men FCM har slidt mere med det og derfor er drømmen godt på vej mod at materialisere sig.
I takt med drømmen bliver mere og mere virkelig stiger erkendelsen af, at det kommer til at gøre seriøst ondt, hvis ikke det sker.
Hvordan står vi i øvrigt ift de fornuftige sætninger:
- Fail fast
- It's better to have loved and lost, than never to have loved at all.
- Forventningens glæde er den største
Fail fast er mit mantra arbejdsmæssigt. Men det handler om ikke at investere i noget der ikke duer. Det dækker både emotionelle og fysiske investeringer, fordi det bliver sværere at give slip, når man er investeret.
Forventningens glæde og alt det der. Hitchcock bruger 'Forventningens glæde' på en måde. Man kan også sige den er lidt forskellig efter om man venter på toget fordi kæresten kommer hjem efter en længere rejse, eller fordi man skal videre mod Theresienstadt (beklager, men mit arsenal af analogier har altid været kantet, og det er ikke opdateret i mange år). For AGF-fans er det Forventningens glæde ift afklaring om, hvilket 'tog' man venter på. Det dårlige tog stopper så kun midlertidigt i sindets pendant til Brøndby, men det kan være traumatiserende nok endda, især når alternativet er så meget bedre - som at sammenligne et stykke gåsebryst med et spark i skridtet (som modtager).
Selve spændingen om, hvorvidt det bliver godt eller skidt er jo essensen af fodboldoplevelsen. Jeg holder stadig meget af at se Bourne, eller Shawshank Redemption. Min søn så Apollo 13 og sagde 'meget god, men man ved jo det ender godt'. I fodbold kan man have hele plotopbygningen med det der fejler, hvorefter man finder en løsning og når til point of no return, hvor alt lykkes ... og så træder Gerrard i bolden mod Chelsea. Det narrativ med Gerrard der er utilfreds med sit spil, bliver rykket tilbage på banen og rykker ligaen rundt. Det havde været verdens smukkeste fortælling, hvis det var blevet til mesterskab det år. Men det er netop det - Serra bærer på en fantastisk fortælling. PM gør også, og en lang række andre smukke fortællinger, hvis AGF vinder. Jacob Nielsen, PC, SIB osv. Nogen vil inkludere David i narrativet, mens andre lægger fokus andre steder og mene det står på Uwes fundament. Det er en fortælling der er generøs nok til at kunne bære mange fortællinger
På den anden side er der også en række vederstyggelige fortællinger hvis FCM vinder, Tullberg, Billing, FCMs rettidige omhu med trænerskifte, den sæson de for alvor trak fra. Der er et marked for alt, selv de fortællinger. Og som sportsudøver har man selv en del af manus i egne hænder. Så kan det godt være Sami Jalal ikke var tilfreds med at se Lukas Lund overstrege alt han havde føjet til manus for kampen mod AGF, men sådan er det også.
Hvad siger det så om hvordan jeg har det? Ikke ret meget, men jeg er nervøs og spændt.
For et år siden var det rendyrket jagt. AGF skulle fokusere fuldt ud på at nå en europæisk kamp i mine øjne, men valgte klappe-kage løsningen med spilletid til alle. I år valgte man for roligt et vintervindue til min smag, men JP har en fin balance mellem i inklusion og præstation - man inkluderes hvis der er forventning om præstation. Og alle er en del af holdet, naturligvis.