Så længe VAR laver så mange fejl, som systemet gør, kommer fejlkendelser til at gøre dobbeltondt. Hvis en dommer dømmer forkert - fuck, det er noget lort. Men hvis en dommer dømmer forkert, og mændene med den smarte teknologi ikke retter fejlen, er det virkelig slemt. Så er det, at tiltroen til VAR fordufter hos mig.
Spiller bliver klippet i feltet. Hovedparten af tilskuerne er overbeviste om, der er straffe. Selv mange udebanefans, der holder vejret i spænding. Dommeren fløjter ikke. Lidt efter tager han sig til hovedet - fysisk (men desværre nok ikke mentalt). De har ringet op fra Vanløse og beder ham vente. Spændingen stiger. Vi ser den alle i langsom gengivelse på storskærmen. Nu er næsten samtlige tilskuere sikre på, at Vanløses pc-folk nok skal fikse det. Men er gør de ikke. Selvom man efterfølgende kan se, at det skulle de nok have gjort.
Der føler jeg mig virkelig snydt. Dobbeltsnydt. Problemet ved VAR er, at teknikken ikke er god nok endnu, og at det er mennesker med forskellige holdninger, der betjener skidtet. Det er netop derfor, at VAR-fejl kommer til at gøre ekstraondt. Fordi VAR er tiltænkt til at give mere fairplay. Man er bare ikke bevidst i situationen om, at det blot er en ny dommer med andre holdninger, der får lov til at se det hele i slowmotion på en computerskærm. Følelsen af at blive bortdømt efter sådan en situation er helt forfærdelig og stærkt humørødelæggende for undertegnede.