Nu skal det hele ikke handle om skole i udlandet men jeg vil gerne dele mine erfaringer med at bo med børn i udlandet de seneste fem år og et lille AGF-tvist.
Vi har tilbragt de sidste fem år i Bangkok, og er for nylig flyttet til Armenien. Da vi flyttede ud, var vores to drenge henholdsvis fire og seks år gamle. De startede på en international skole, og vi har nydt den fantastiske undervisning og det multikulturelle netværk. Vi var heldige at finde en skole med masser af ressourcer og et højt fagligt niveau, og vi kan kun anbefale at gribe chancen, hvis den byder sig.
Nu er vi i Armenien, og her starter de på en ny skole. Niveauet er også højt, men der er færre ressourcer end i Bangkok. Til gengæld er der kun 15 elever per klasse, hvilket giver et helt andet læringsmiljø end den store skole, de kommer fra.
Så hvis jeg var Patrick Mortensen vil jeg klart tage springet, to år i Indonesien kan forlænge hans karriere, og han og hans familie får en oplevelse for livet, om vi så i AGF kan undvær ham lige nu er lidt svært at sige, jeg syntes ikke vi har set nok af Serra og Badji til at tror på at de kan klare opgaven, jeg vil klart forvente at der bliver købt ind på en høj hylde hvis han smutter.
AGF-tvistet: Verden er lille
På drengenes skole i Bangkok var der et stort fodboldprogram, og en af trænerne var Oscar Kahl, bror til AGF-spilleren Erik Kahl. Han var en virkelig flink og dygtig fyr, som tidligere havde spillet professionelt i Thailand. Vi havde mange gode snakke om AGF, og fulgte begge med i Eriks kampe. En sommer mødte vi ham og hans forældre på stadion i Aarhus, hvor de var inde og se en kamp.
stiften.dk
