Jeg ved godt, at journalister naturligvis har frihed til selv at vælge, hvor kritisk en linje de vil lægge i deres arbejde. Nogle vælger at være skarpe og skeptiske, andre mere observerende – og begge tilgange har sin berettigelse.
Alligevel undrer det mig, hvor markante udsving der kan være i tilgangen, afhængigt af hvilken klub der dækkes. For mig står Aarhus Stiftstidendes dækning som et ret tydeligt eksempel på det.
Når Dennis Bjerre dækker AGF, opleves han som grundlæggende kritisk – ofte med en næsten refleksiv skepsis over for klubbens udmeldinger og motiver. Man kan mene meget om stilen, men den er konsekvent og journalistisk legitim.
Derfor stusser jeg også, når samme journalist fremstår nærmest jovial og ukritisk, når fokus flyttes til Aarhus Fremad. Det sås i sin tid under stadiondebatten, hvor interviewet med Sara Sloth forløb uden et eneste reelt kritisk spørgsmål – og det går igen i den nye Fremad-podcast “Mozarts Striber”, hvor tonen pludselig er mere kammeratlig end undersøgende.
Jeg har som sådan intet problem med, at Aarhus Fremad får positiv omtale. Men forskellen i tilgang er påfaldende. Det kan selvfølgelig skyldes, at AGF er en langt større klub, børsnoteret og med en større offentlig interesse, men alligevel undrer det mig, at graden af kritisk sans tilsyneladende afhænger så markant af postnummeret.
Er jeg den eneste, der sidder tilbage med den oplevelse?
(PS. Jeg arbejder hverken som journalist eller med medier, så måske overser jeg bare nogle faglige nuancer – men det ændrer ikke på, at forskellen i tone er ret tydelig i mine ører.)