Enig - jeg kunne godt være lidt mere tydelig i den formulering. Vi var virkelig heldige med fordelingen - det var egentlig relativt få nøglespillere skade ad gangen, og de nøglespillere, der GIK i stykker, der stod en kompetent erstatning klar (Tingager - Dalsgaard; Poulsen - Knudsen (godt købt, CV)). Solbakken nåede aldrig rigtigt at blive nøglespiller, synes jeg ikke og Yakob spillede faktisk en ægte rolle, især i foråret. Mølgaard har været ude så længe nu, at jeg nærmest ikke medregner ham i truppen længere (dét gør lidt ondt, jeg kan godt lide ham som type) og Andersen var jo ikke fast starter, da han gik i stykker for længe siden - så ham var truppen ikke begyndt at være afhængig af endnu.
Det samme kan man sige om Tchamche og Abbew (sidstnævnte er reelt efterhånden døde penge, selvom han gjorde det fornuftigt i Poznan indtil sin skade(!)).
Serra har heller aldrig gjort sig så gældende, at han tæller som andet end supplering til truppen (igen: desværre).
Tilbage står egentlig, at vi i sidste sæson havde én skade, som ikke umiddelbart lod sig erstatte (bl.a. fordi Andersen også var i stykker og Beijmo var nødt til at spille HCB pga. Tingagers skade): Carstensen. Dét blev løst med Links og så at Emmery valgte at være en offensiv åbenbaring i en grad, hvor vi kunne leve med de defensive mangler, og resten af holdet kunne kompenserer for det.
Spekulation: Hvis Kahl var gået i stykker inden Andersen kom tilbage, var vi ikke blevet mestre. Med Emmery på VWB og en anden end Kahl bag ham, var vi blevet for sårbare og havde lukket for mange mål ind.
Så jeg synes mit første indlæg holder, det skal bare omformuleres lidt: vi var heldige med, at skaderne fordelte sig, som de gjorde. En lidt anden frekvens og fordeling, og så var ikke blevet mestre.