Hej!
Jeg gad godt vide, hvor mange der har spekuleret på, om jeg nogensinde ville dukke op her igen. Nå, det ser ud til, at jeg må holde mig ud lidt endnu. Hvad kan jeg sige efter kampen?
Først og fremmest: Et kæmpestort og fuldt fortjent TILLYKKE med avancementet til næste runde! Nu er I i det mindste sikre på europæisk fodbold til efteråret, selv hvis det skulle gå galt senere. Jeg krydser oprigtigt fingre for, at det bliver den drøm, jeg håber på – Champions League. Og så er det trods alt mindre pinligt at ryge ud til et hold, der spiller i Champions League.
Apropos pinligt… Desværre er blevet til grin i hele den polske fodboldverden. Efter hvad jeg har hørt, blev vores chancer for at gå videre vurderet til omkring 97 %! Den våde karklud er tilbage på sin gamle plads, ligger og bliver gennemblødt i spanden og har ingen planer om at flytte sig. Vi havde ellers alle håbet, at vi ikke skulle se den igen i meget lang tid.
En situationsbestemt joke, som forhåbentlig også virker på dansk:
"Er der nogen, der ved, hvordan man får proppen tilbage i en champagneflaske? Jeg spørger for en ven fra Poznań."
Vi var arrogante. Vi var kæphøje. Vi var alt for selvsikre. Klubben var allerede begyndt at planlægge turen til Aserbajdsjan, men i stedet ender vi på Færøerne. Rent turistmæssigt er det måske faktisk ikke den værste handel.
Jeg griner gennem tårerne over, at det her fiasko måske er min skyld. Før kampen købte jeg nemlig et særligt Lech-AGF-halstørklæde med Champions League-logoet!
Jeg havde det på under hele kampen og tog det først af i den forlængede spilletid – og hvem skulle have troet det, så scorede vi endelig!
Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg havde det under kampen, tror jeg, at jeg gennemlevede samtlige følelser, man kan forestille sig. Eufori, vantro, vrede, opgivenhed og til sidst total ligegyldighed. Tro det eller ej, men omkring det 90. minut var jeg faktisk nået dertil, hvor jeg næsten var ligeglad med, hvordan kampen endte. Jeg har talt med flere andre, og vi er alle eneste: Vi er ikke vrede over, at holde tabte. Vi er fred over måden, de tabte på. De spillede, som om kampen ville vinde sig selv. De viste ingen rigtig kampvilje. De virkede mere chokerede over det, der skete på banen, end vi tilskuere gjorde. Og endnu en gang kunne de ikke håndtere presset.
Jeg har ikke sat nogen sammendrag af kampen, og det kommer jeg sandsynligvis heller ikke til. Jeg er ikke masochist, og jeg kan ikke holde ud at se højdepunkter fra kampe, vi har tabt. Det gør jeg ikke i ligaen, og det gør jeg heller ikke i Europa. Mange på X giver vores målmand skylden for nederlaget, men efter min mening svigtede hele holdet.
AGF's fans fortjener også ros. I var højlydte fra første til sidste minut, I sang uafbrudt i alle 120 minutter, og det fortjener respekt. Jeg var virkelig overrasket over, hvor mange flag I havde med i udebaneafsnittet! I kom med masser af energi – og spillerne gav jer endnu mere tilbage. Hos os var det vist lige omvendt, for efter kampen følte jeg mig mere udmattet end længe. Måske fordi jeg også selv råbte og sang mig hæs gennem en stor del af kampen.
Nå, Poznań kan vel dårligt stå tilbage med bedre mindre hos jer. Og måske er det faktisk meget godt, at I får et varmt minde med hjem fra Polen. Måske kommer jeg tilbage en dag – hvis ikke med klubben, så som turister – og det kan jeg kun varmt anbefale. Poznań var Polens anden hovedstad, og vi har masser af historie at vise frem. Selv Anden Verdenskrig udslettede ikke byen fuldstændigt, fordi besættelsesmagten betragtede den som "deres" af og derfor ikke jævnede den med jorden, som de gjorde med Warszawa.
Men hvad står jeg egentlig her og snakker om? I har langt vigtigere ting at tage jer til! Gå ud og fejr det – for der er virkelig noget at fejre. Jeg har opnået noget stort i dag, og hele fodbold-Europa taler om det.
Endnu en gang: Held og lykke.
