Det underlige ved den her diskussion er, at det var det samme hold (endda på papiret forstærket med Røsler) der gik på banen hjemme mod Sabah, som en uge tidligere havde leveret miraklet i Poznan.
Men pludselig var førstnævnte hold ikke godt nok, og havde vi bare købt en Beijmo og Dalsgaard på de fire dage der var til rådighed, så havde vi slået Sabah ud synes nogen at mene...
For det andet agerer nogen herinde som om, at fodboldspillere er en vare man bare hiver ned fra en hylde i supermarkedet.
Lyt til Røslers første interview med SHC. Det skinner ret tydeligt igennem, at det springende punkt for ham var, at vi havde sikret os et ligaspil. Fire døgn efter Poznan stod han i Århus som den forstærkning alle sukkede efter lige dér.
For det tredje er nogen præget af den tanke, at fodboldspillere leverer fra dag 1 i en ny klub. Det virker måske i FIFA26. Det er bare ikke altid sådan det går i virkeligheden. Dem der også vil kunne være en forstærkning for os på den lange bane, de er ofte gået i stå på et niveau over os, eller kommer fra et niveau under os. Igen Røsler - han røg ud i kulden i Malmø men var ikke 100% klar da vi henter ham. Læg hertil at fodbold er et relationsspil. Jeg tror ikke et sekund at yderligere køb havde rykket chancerne mod Sabah en tøddel.
For det fjerde havde vi i Beijmo og Dalsgaard to af ligaens absolut bedste forsvarsspillere. Dem kan man altså ikke erstatte direkte med det budget vi har. Man kan håbe, at Røsler bliver så god som Beijmo. Og man kunne retteligt håbe, at Tingager ville kunne spille på ca. samme niveau som Dalsgaard - hvilket han også gjorde i Poznan. Desværre Tingager skadet og det kostede.
For det femte er det snart på tide at begrave den gamle traver om, at man bare kunne have hentet 3 klassespillere i vinter, og så havde vi været flyvende nu. Men klassespillere kommer dels ikke til Århus for at sidde på bænken i et halvt år. Og dels valgte klubben med åbne øjne at satse på at den fantastiske gruppedynamik kunne bære det ind over stregen. Den beslutning gav et freaking mesterskab.
For det femte undervurderer mange stadig Sabah. For mig at se er AGF, Sabah, Poznan, Røde Stjerne og Hapoel på nogenlunde samme niveau. Vi skulle altså vinde tre 50/50 opgør i træk for at komme i CL. Selv efter Poznan hed chancen ca. 25%. Nogen får det til at lyde som om, det var to første divisionshold vi skulle forbi.
For det sjette er der aspektet med hvor mange kræfter Poznan returen tog ud af holdet. De var helt færdige og tømte. Tre dage senere Lyngby og yderligere fire dage efter Sabah hjemme. Der var ikke mere i tanken. Og dernede var vi tydeligt tyngede af nerver og begivenheden - modsat Poznan returen hvor vi havde alt at vinde. Det kaldes europæiske erfaringer, og dem skal man have på den hårde måde.
Hvis vi endelig skal lege blame-game, så blamer jeg Jakob Poulsen at han ikke sparede Tingager og Emmery mod Lyngby. Den kamp var pisseligegyldig og vi var færdige. Men det er trods alt ikke CV der sætter holdet...
Det pres og kraft-underskud der tyngede os i Baku er væk nu. Pludselig kunne vi spille frit både i Viborg, i Lissabon og hjemme mod OB. Vi er kommet til hægterne og spiller ikke længere efter at undgå at tabe. Jeg forventer tilsvarende en god præstation mod Benfica hjemme. Også fordi vi nu endelig er færdige med de tre udlandsrejser på fire uger, hvilket er udmarvende i sig selv.
Jeg tror vi får en fin september og jeg glæder mig til COL. Det er et godt niveau for os, og vi kan samle vigtige koefficientpoints (og nok flere end i CL/EL afhængigt af lodtrækning).
Jeg er ovre Sabah og could have / would have / should have.
Rant over.
.
