Du har ret, men:
Én af Uwes største taktiske stunder som AGF-træner, synes jeg, var på kunstgræsset i Farum i sidste forårs mesterskabsslutspil, hvor han bænkede Polle til fordel for Yakob og Mads Emil. Dét gav en boldspillende midtbane (det hjalp, at de var suppleret med Anderson og en fit Duelund), der kunne holde på bolden og kontrollere kampen på AGFs præmisser frem for at spille den i hænde på FCNs offensiv. Der var lidt af det samme i afslutningen af kampen i går, og selv om det måske koster lidt på den defensive og boldvindende balance, håber jeg på mere af den slags mod i de resterende kampe.
(En anden genialitet var da, Beijmo i Parken stod meget højt og konsekvent gik i ryggen på 'landsholds-megatalentet' Jelert - det gav også lidt større risiko defensivt, men både dengang i Parken og i gårsdagens superligakampe forstod man tydeligt logikken.)
AGF spiller ikke med særligt stort overskud i øjeblikket, og Rösler virker heller ikke pt som en mand med overskud. Det er svært at bebrejde ham - han må virkeligt føle, at han er tildelt en dårlig hånd pt. Hver gang, det er ét skridt frem, er det også mindst ét tilbage. I går var jo et ekstremt eksempel derpå: Første kamp i 2024, hvor han har tilpas mange skadesfrie midterforsvarere til for alvor at bruge Beijmo på sin bedste plads, kan meget vel også være Beijmos sidste optræden i 2024.
Med dårlige kort på hånden har Rösler skabt et fodboldhold, der taber virkeligt få fodboldkampe. Det er ikke nok til at spille med om medaljer (alt for mange uafgjorte...), men det er et godt udgangspunkt i en cupturnering. Og Uwe er altså på vej mod en top5-placering og pokalssucces, og det må han nok - med rette - føle er at lykkes under omstændighederne. At han på den baggrund stadigt konsekvent mødes med kritiske spørgsmål, må da føles irriterende.