Lidt eftertanker, inspireret af både anra og fsc.
VAR synes at bygge på en idé om, at retfærdighed opstår ved at hver enkelt situation skal måles, vejes og holdes op imod et regelsæt, som formodes at kunne være klart og entydigt om alt fra armvinkler til tykkelsen på et snørebånd i ulovlig offside. En del af problemet med systemet er, at dette er et meget mere radikalt brud med den 'retfærdighedsånd', der ellers har præget fodbold, end man har været klar over.
Jeg tror de fleste, der har haft med fodbold at gøre - spiller, træner, tilskuer - vil kunne skrive under på, at en god dommer ikke er en dommer, der aldrig laver en fejl, men er en dommer, der kan få en kamp til at flyde og som er i stand til at fordele de 50/50 situationer, som der er mange af i alle kampe, på en nogenlunde ligelig måde. Dvs. at retfærdighed ses over en hel kamp, ikke som noget der sker fyldest i hver enkelt situation.
Med VAR sker der et paradigmeskift, og det er hverken (1) fodboldkulturen eller (2) regelsættet gearet til.
Ift det første: jeg tror faktisk at David og Co. helt intuitivt forventede, at de ville få noget 'den anden vej' i onsdags og derfor konstant lagde pres på dommeren for at opnå det, man ville kalde en kompensation. Udover at det selvfølgelig er opportunistisk, så er det også et udslag af 'den gamle' kultur, hvor man med en vis ret kunne forvente, at dommeren ville lade tvivlstilfælde falde den anden vej ud, hvis der tidligere havde været en noget hård dom den ene vej. At han ville 'fordele sol og vind lige' over hele kampen. Dommeren skal imidlertid, som repræsentant for det nye paradigme, forsvare, at de enkelte afgørelser med teknologiens hjælp nu altid er principielt retfærdige, og han gør derfor et nummer ud af for enhver pris ikke at kompensere. For hvis han gjorde det, ville han jo indrømme, at enkeltafgørelser kunne være urigtige - og så falder hele VAR-logikken til jorden. Den vantro vi så i øjnene på David i første halvleg i onsdags var den gamle kulturs ubarmhjertige møde med den nye...
Ift. det andet: Det virker absurd, at man skal have regler for hvilke grader en kropsdel må befinde sig i for at kunne afgøre en straffekendelse. Men det er en konsekvens af det nye paradigme om millimeterretfærdighed på enkelt-episode-niveau. Jeg er ikke inde i, hvor meget man har justeret regelsættet parallelt med indførelsen af VAR, men det er logisk, at det kræver stadigt mere detaljerede regler og stadigt mere sofistikeret kamerateknologi at indfri VARs løfte om retfærdighed på mikroniveau.
Jeg ville gerne tro på, at det er et spørgsmål om hvordan og ikke om. Jeg orker bare ikke at vente på, at man finder ud af hvordan....
/W
.
