Artikler om El Cambio Academy
Den her fine artikel med interview af Thomas Thor har vist ikke været bragt herinde før (ellers bliver det et genoptryk):
ksdh.dk
El Cambio ét år efter: En status på AGF's samarbejdspartner i Uganda
AGF indgik i 2024 en 15-årig samarbejdsaftale med El Cambio-akademiet i Uganda. Hvad er der sket siden, og er der nogle spillere på vej på kontrakt?
ksdh.dk
Der går i dag 66 elever på akademiet med en fordeling på 75 % drenge og 25 % piger, som alle er på fuldt stipendium, til de er færdige med deres uddannelse.
– Til januar forventer vi at tage 12-14 spillere yderligere ind, så vi rammer 80 spillere. Til næste år er der også fokus på, at få tre-fire piger ind på 10 år, siger El Cambio-grundlæggeren.
I oktober 2024 åbnede AGF sit eget akademi på Fredensvang, hvor cirka 20 spillere bor fast. Når El Cambios spillere er på besøg er de en del af hverdagen på akademiet, og samarbejdet fungerer fortrinligt, fortæller Thomas Thor.
– Det har kørt rigtig godt, og jeg vil gerne sende stor cadeau til AGF’s ungdomsspillere og trænere. De har taget rigtigt godt imod, og der er en sindssygt god energi omkring børnene. Der er en fed kultur i forbindelse med besøgene, og det skaber en god vekselvirkning. AGF’s drenge lader vores drenge blive DJ’s i omklædningsrummet, og så kommer der afrikanske rytmer. Det er god lir, og det er også vigtigt, at det sociale spiller, fortæller El Cambio-grundlæggeren.
– Det har været en oplevelse for dem at komme til Danmark og blive mødt af, at her kommer man til tiden. Vi er også i gang med at lave en europæisk Afrika-kultur hos os, så skridtet er ikke så stort, men der er bare forskel. Derudover er faciliteterne jo bedre, og træningerne er mere taktisk prægede. Hos os ønsker vi at udvikle individualister, stærke typer, der kan være afgørende på den sidste tredjedel. Tekniske, eksplosive spillere. Det gør vi ikke ved at lave rigtig meget taktisk træning. Det tilføjer vi senere hen. Det har de oplevet i AGF. Vi arbejder enormt individuelt i håbet om at skabe spillere til AGF, som kan komme med noget xfaktor, fortæller Thomas Thor.
– Vores topspillere, vil jeg vurdere, er toppen på AGF’s akademi. Så har vi også en gruppe, der ikke er gode nok til AGF og nogle, der er på niveau. Efter min mening, skal vi levere topspillere til AGF, for de skal overhale alle de andre. Det er tanken. Vi kan ikke komme og levere endnu en metervare. Vi skal overhale de andre, og dem har vi nogle stykker af per årgang, siger Thomas Thor.
– James er angriber. Han er en type, der linker godt op med andre spillere. Han har en god afslutningsfod, og han er sulten efter mål. Han jagter scoringer som få andre, og det stråler ud af ham. Scorer han, går han amok. Brænder han, skriger han til himlen. Han er en rigtig angriber, der har mange mål i sig. Han er også klart topscorer på det ugandiske U17-landshold og en spiller, som A-landsholdet allerede gerne vil indlemme nu, fortæller Thomas.
– Isma er en kontrollerende midtbanespiller. En 6’er i jeres system. Dygtig på bolden, intelligent og har et kæmpe potentiale. Han kan lave mange fejl til tider, men det skyldes, at han lægger sit spil på et højt niveau og tør satse. En spiller, jeg forventer mig meget af.
– Torach er primært ude på siden som back eller inde centralt i forsvaret. Han er ikke Tingager-høj, så han er nok bedst ude på siden. Han har en god indlægsfod og et godt gennembrudsspil. Han er god en-mod-en defensivt.
– Hamza har fungeret som midterforsvarer, men vi prøver ham af som sekser nu, så han kan spille to positioner. Han er en leder af en anden verden. Han får alle omkring sig op på et højere niveau. En fin teknik, stærke lederegenskaber og en god fysisk pakke.
