Kan i den grad følge dig. Som jeg også har løftet sløret lidt for, har jeg og min familie også haft nogle ekstremt hårde år og der har AGF og forum her også været et frirum og tilflugtssted, hvor jeg kunne få tankerne lidt væk fra det hele.
Alt det bedste herfra.
Jeg har heldigvis ikke haft helt så hårde år, men jeg kan i den grad også skrive under på, at AGF og forum fungerer som et frirum og et fællesskab.
Som én, der nu bor langt væk, så føles AGF også som en forbindelse hjem til det, jeg er vokset op med og til det sted, jeg kommer fra. Når AGF spiller, så ved jeg, uden at have talt med dem, hvad familie og gamle venner laver, og hvad de tænker i præcist det sekund. Det betyder noget. Vi lider sammen, råber af hver vores fjernsyn, og brokker os synkront, men adskilte og uden koordinering over VAR, dommeren eller Mike Tullberg.
Og så er der de sjældne stunder som i går - stunder, der har været mange af i år - hvor jeg ved, at netop i de momenter er vi alle lykkelige. Tænk sig, at der findes de her momenter, hvor jeg kan sidde langt væk og vide, at nu smiler min mor, min far råber, og min bror hopper et eller andet sted rundt i vildskab. Helt oprigtigt, det får jeg kun med fodbold.
Jeg har også tænkt en del over, hvorfor det føles så ekstra rigtigt at vinde titlen i år, og hvorfor det ville gøre ekstra ondt at fejle. Jeg var ægte ramt efter FCM- og FCN-kampene på den måde, jeg ikke kan huske gennem 30+ år med AGF. Og personligt handler den følelse, tror jeg, også om, at denne titel kan fejres med både mine forældre og mine børn på en måde, der ikke ville have været mulig for 10 år siden og som næppe vil være tilsvarende mulig om 10 år. Det føltes derfor som en helt unik chance, og hvor er det dog usædvanligt fantastisk, at den blev grebet.
Andre har givetvis andre historier, men jeg tvivler på, at jeg er den eneste, der de seneste måneder og især de seneste 18 timer har set sit liv flashe forbi, selv om fikspunktet for memory lane egentligt "bare" har været forholdet til AGF.
En lille tilføjelse: Jeg vågnede i går på det lokale børnehospital, hvor min søn blev indlagt sidste uge. Den slags kan hurtigt tage brodden af de værste fodboldbekymringer. Heldigvis har han fået det bedre, i går blev han udskrevet, og vi var sammen hjemme igen hen under den solbeskinnede eftermiddag, der så udviklede sig til en magisk aften. En helt igennem uforglemmelig søndag.
bold.dk
) retninger.
) krammet og grædt glædestårer.
