Jeg ikke mindes der er kommet investorer ind udefra ret mange steder uden store armbevægelser uanset hvor de er kommer fra. Hvis klubben er i de lavere rækker starter de måske med at skulle være en fast del af Superligaen, men de større udmeldinger ligger nok klar, og hvis de allerede er deroppe omkring skal man være tophold og vinde titler. Det er også logisk nok i den forstand at man jo ikke kommer udefra for at hygge sig i andendivision, eller såmænd bare overleve i Superligaen hvis man når dertil, og det er meget svært at have en god økonomi i subtoppen. De her investorer kommer for at lave penge og ofte går det galt når de ikke kommer med nok til at sikre at man når de mål og så ryger interessen efterhånden som det viser sig at det aldrig bliver andet end tilsætning.
Mine forventninger og forhåbninger for AGF er jo altid med det forbehold at der pludselig kan komme mange penge ind et andet sted og ift fx Brøndby kan man konstatere at der altid kommer nogle og hælder mere i kassen når den tom så deres underskud er for så vidt ikke problematiske for dem. Selv hvis det er en kortvarig interesse for en anden klub, kan det forstyrre vores egen mere organiske vækst, hvor vi skal placere os, i første omgang, i subtoppen. Vi må se hvem der vil smide penge i AaB. Det vil være meget vanskeligt at lave en sund forretning der, men det kan i princippet lade sig gøre hvis der kommer så mange penge ind at man sikrer en topplacering hvorfra der kan genereres flere penge. Jeg ved ikke helt hvorfor nogen skulle at have lyst til det, men der dukker jo mange sjove typer op i den verde… Der skal rigtig mange penge til for der er ikke ret plads til ret mange klubber der kan køre med et konstant stort budget og indtægtsgrundlaget for AaB er nok lidt begrænset hvis der ikke konsekvent sælges for store beløb og spilles europæiske gruppespil. En anden mulighed er selvfølgelig at komme under en anden større klub eller et helt konglomerat, men det er af gode grunde også sjældent lykken at eksistere for at forbedre en anden klub i et andet land.
AB har også netop fundet nogle amerikanere med penge. Der har været en del eksempler på netop det, der ikke har ført noget godt med sig, men man kan sige, at det er klub der starter langt nede uden ret mange andre måder at komme i toppen på, og de nye ejere siger de ikke vil eje andre klubber, og kommer tilsyneladende med noget erfaring, så der er i hvert fald en mulighed for at lykkes og for så vidt ikke så meget at miste. Situationen i AaB er muligvis endnu mere desperat for der er ikke kun et ønske om at man vil være med fremme, men man bevæger sig også mod økonomisk ruin. Det er ikke et godt udgangspunkt for at finde den helt rigtige investor. Men udmeldingen fra AaB har været en medejer og at de nuværende store aktionærer stadig skal spille en rolle. Det indikerer for mig at se ikke at der kommer nogle med flere hundrede millioner og et løfte om af dække gigantunderskud i fremtiden, men jo faktisk heller ikke en tilfældig rigmand der skal have noget legetøj.
Hvis der kommer nogle med noget viden og lidt penge til at komme på ret køl og lave investeringer for fremtiden og lokale kræfter også lægger noget, vil jeg umiddelbart mene det er det mest fornuftige de kan gøre. Det katapulterer dem ikke op i toppen, men kan skabe noget lidt mere bæredygtigt hvor de indimellem også kan spille med helt fremme. Hvis det får tid nok og andre klubber ikke helt lykkes, kan det måske endda blive ofte. FCM timede det perfekt ift at flere andre større klubber lå underdrejede, men har reelt ikke et særlig godt grundlag for at være permanent tophold. Fraset den helt store og usandsynlige fantast der bare smider en halv milliard i klubben, tror jeg også AaB er bedst tjent med ejere der erkender at de ikke har det samme grundlag som de største klubber og skal finde deres egen vej, der ikke behøver betyde at man skal være i top tre i budget og med fremme alle sæsoner.