Der er jeg så liberal, at jeg mener der skal være incitamenter for at levere en indsats. Derfor skal det være endnu mere økonomisk attraktivt at arbejde og bidrage til fællesskabet. Det opnår vi ikke ved at brandbeskatte. Vi skal løfte folk op så de kan klare sig selv og blive belønnet - samtidig vil jeg gerne sikre de svageste som naturligvis skal have et fornuftigt liv. Om det opnås ved lavere skat for alle eller i toppen, er jeg principielt ligeglad med - der skal bare være en stor gulerod for at gå på arbejde og ikke få offentlige ydelser.
Det ender med at blive et spørgsmål om menneskesyn i min bog. Jeg ser nemlig ikke penge som det primære incitament for ret mange mennesker. Langt de fleste af os, har et ønske om at være en del af noget og at bidrage til løsningen, om du vil. Vi er sociale væsner og vil, pr. instinkt, gerne være en del af løsningen, ikke en del af problemet. Derfor stiller jeg mig også skeptisk overfor, at flere penge mellem hænderne skulle betyde det vilde for størstedelen af lønmodtagerne i Danmark. De laveste indkomstgrupper kan så sandelig mærke, hvis der kommer 500 eller 1000 kroner mere i lommen hver måned. For sådan en som mig, vil den slags penge ryge på opsparingen og blive forskellen på, om vi skal bo på 4 eller 5 stjernet hotel på vores næste udlandsferie... sådan lidt sat på spidsen, ikke
Bottom line: flere mønter i posen er kun motiverende i en meget kort periode.
Trivsel, fællesskab og mening er det, er rykker.
Toptopskat og Formueskat er ren misundelsespolitik som ender med at give bagslag. Vi har principielt gode rammevilkår for iværksættere men når der skal skaleres og bygges større virksomheder, falder vi langt bagud. Der er en grund til, at vi nærmest ikke får nogen virksomheder på børsen i Danmark og de fleste hellere går til et andet land først. Kæmpe selvmål som flytter virksomheder ud af landet.
Jeg har hørt adskillige variationer af den her. Jeg har også tidligere hørt særdeles velhavende mennesker i Danmark sige, at beskatningen betyder meget lidt i forhold til, hvor velfungerende et land Danmark er, og at det derfor på mange måder er nemmere og endda i visse tilfælde billigere, at drive virksomhed i Danmark end så mange andre steder, hvis man regner ventetid på bureaukrati og (visse steder) bestikkelse af korrupte embedsmænd med i driften.
De kunne starte med at gøre samfundet mere simpelt, så den almene borger kan forstå det. Man har bygget på i årtier og lovgivningen er snart så kompleks, at den er umuligt at forstå. Måske noget magt tilbage til de offentligt ansatte som selv skal kunne træffe beslutninger og ikke putte alle ned i samme kasse.
Siden jeg begyndte at følge med i slutningen af 80'erne, har man snakket om at gøre samfundet mere simpelt og mindre bureaukratisk. Alle regeringer, uden undtagelse, er lykkes med det modsatte.
Jeg tror en del af problemet er, at vi som borgere har for høje forventninger til præcisionen i den offentlige sektor. Med det mener jeg, at der ikke er en særligt stor tolerance for fejl i den offentlige administration, uden at det bliver til en sag i medierne. Om det er én fejlbehandling på et sygehus eller én uhensigtsmæssig kendelse overfor en langtidssygemeldt eller én tåbelig og forkert udvisning af en ikke-statsborger, så kører mediemøllen. Når ingen er indstillet på, at fejl altså sker, så stiger dokumentationskravet, sådan at man kan dokumentere, at alle regler er overholdt. Det kommer i højere grad til at handle om at have rygdækning, end det handler om at gøre, hvad der giver mening og at følge lovens ånd, fremfor bogstavet.
Hvis vi vil skrue ned for bureaukratiet, tror jeg vi alle skal acceptere, at fejl sker, og så længe de er enkeltstående er det jo træls/tragisk (afhængig af området og typen af fejl) for den enkelte, men altså ikke et samfundsproblem, vi skal adressere i plenum. Dét er forbeholdt uhensigtmæssige mønstre og deciderede lovbrud.
