Okay, Sabah. Jeg skal ikke gøre mig klog på azerbaidjansk fodbold, men nu har jeg travet igennem nogle finske fodboldtråde og set højdepunkterne fra de to kampe mod KuPS. Så det her er med finske briller, og tag det for hvad det er.
I Azerbaijan var der decideret klasseforskel, især i første halvleg. Sabah kunne - burde - have ført med både tre og fire mål ved pausen. Ifølge de finske Kups-fans spillede de i næsten chokerende højt tempo, og én bemærker at de må være mindst lige så gode som både Lech Poznan og AGF. Bemærk, at det nuværende Kups-hold er et niveau under dét, der sidste år blev skilt ad af Midtjylland, men alligevel - at Sabah fuldstændigt kunne køre dem over, var en overraskelse, i hvert fald for deres fans. Især den centrale midtbane var udfordret. Kups havde også problemer med lange bolde frem, hvor Sabah vandt andenbolden og med stikninger i dybden på kanten, hvor de kommer med mange mand i feltet. Når man ser highlights fra de to kampe, bliver bolden næsten altid lagt skråt tilbage til midt i feltet.
AGF bør være væsentligt bedre til at parere både lange bolde (Tingager!), til at dække rummet af bag yderstopperne, og til at midtbanen følger med hjem og får lukket for cutbacks og tværpasninger. Umiddelbart er det dog også elementer, de skal være skarpe på i forberedelsen.
Højdepunkterne fra den første kamp kan ses her (11-12min i alt):
https://kupstv.fi/kups/watch/huippuhetket-sabah-fk-kups
Kampen i Finland var helt anderledes. Nu er Kups markant bedre hjemme end ude (kunstgræs hjælper), men det samme gør sig nok gældende for Sabah. Faktisk kunne Kups snildt være kommet foran i første halveg, måske endda med mere end ét. (Da Sabah så får scoret i begyndelsen af 2. halveg, går luften ud af ballonen, og de kan køre den sikkert hjem.)
AGF bør være i stand til at lægge et hårdt tryk på onsdag, og det bør også kunne resultere i en hjemmesejr. Måske endda en solid én.
Højdepunkterne fra tirsdagens kamp kan ses her (8min):
https://kupstv.fi/kups/watch/huippuhetket-kups-sabah-fk