Det hvide snit har et "Bonusafsnit" som hedder "Fokus på de unge spillere". Af en eller anden grund er det kommet med i mit feed, så jeg kunne høre det. Det burde sikkert være et betalingsafsnit.
Ikke fordi det er stor analyse, men man fornemmer at Mathias Maznikar får set en del ungdomskampe. De satte forskellige kategorier op ud fra hvor tæt de er på 1. holdet.
Ikke overraskende satte de Emmery i den øverste kategori, med spillere man forventer i startopstillingen. I den næste, med spillere man forventer ofte vil være i spil havde de Kristjanson, mens Tchamche svævede mellem den kategori og en hvor man tænker at udleje kunne være en løsning. Der tænker de også at Haugstrup befinder sig. I en kategori derunder, upcoming men næppe med mange minutter i år, placerede de Storch og Camara. De perspektiverede også ved at nævne, at hvis nu AGF stadig havde Akoto i truppen, så var det nok ham, der var blevet sat ind i Poznan.
Midt i det hele kom de så i tanke om Callø, hvilket nok mest illustrerer, at der ikke var gjort et egentligt forarbejde, inden de satte sig til mikrofonen. Det var også lavet i bilen på vej hjem fra Polen.
De fik også nævnt en håndfuld andre talenter, som ligger under:
Adam Fuglsang, 18 år (som er tilbage fra lang skade), som de mener bliver superligaspiller, men som er typisk 8'er og derfor ikke passer helt ind i vores nuværende system. De mente at han selv ser sig som mulig 10'er, mens AGF nok vil gøre ham til 6'er.
William Svendgaard, kantspiller 16, åbenbart kaldet frisøren, da han klipper de andre ude på anlægget. God fysik trods sin alder, hvilket gør at han kan spille U-19. Har været på prøvehold flere steder og måske en der bliver solgt inden han når at bryde igennem i AGF.
Flere andre med god mulighed for at ende som professionelle (men ikke nødvendigvis i AGF) er Otto Lyhne (målmand der var med i Poznan), stopperne William Laugesen og Georg Caspersen og den langtidsskadede store fysiske angriber Linus Thieler, som opnåede at spille træningskamp for 1. holdet som 15-årig.
Derudover en snak om store talenter vi har mistet: Mikkel Bro Hansen, Frej Elkjær og Ilyas Houira (som FCK fiskede mens han var 14 og skrev kontrakt med i marts i år).
Man har åbenbart et system, hvor man sætter streger ud for, hvor mange ungdomsspillere det har været med til hvert træningspas med A-truppen, så det bliver synligt/målbart at man lever op til ønsket om at prioritere talentudviklingen.