Som i alle livets forhold er det altså indiskutabelt penge gør livet nemmere, selvfølgelig betyder det noget for overlevelses mulighederne for en oprykkerklub, hvor mange millioner de kan forstærke holdet med men lige så indiskutabelt er det, at der skal være nogle kompetente ansatte til at forvalte de millioner.
Men oprykkerklubber står også med et dilemma. På den ene side skal de investere i nye spillere, så chancen for overlevelse øges men på den anden side fordi oprykkere fra start har oddsene i mod sig, skal de heller ikke investere så meget at en nedrykning risikerer klubbens ve og vel men igen jo større pengetank jo flere risici kan en klub tage.
Meget på linje omkring de kompetente ledere, og jeg ved ikke om der er et lille opbrud i fodbold pga flere ting?
Efter at have hørt den seneste Hammer og Brüchmann, hvor Dan Hammer i flere af hans (endeløse) monologer bliver ved med at sige at op mod 70% procent af resultaterne kan ledes tilbage til økonomi. Kombineret med det vi ser rundt om i Europa disse dage, ikke alene mesterskaberne i Skandinavien og Schweiz, og det moralske i Skotland, men også f.eks. Tottenham der leger med nedrykning, og West Ham der rykkede ned. I Tyskland rykker Wolfsburg ned, en klub der ikke burde rykke ned. I Italien bliver Juventus 5’er, i Frankrig skal Nice der burde være et sub tophold i play-off om nedrykning. Arsenal er vel til dels også en outlier?
Jeg er med på, at Bayern og PSG vader igennem deres turneringer med en trup på 24-26 mand, hvor reservemålmanden er ligaens næstbedste målmand, og nummer 20 i truppen er på landsholdet for en større nation.
Men jeg er begyndt at tænke lidt over, om de ”op mod” 70% måske i virkeligheden er tættere på de 60% end 70%? At måden man bruger pengene på betyder lidt mere nu end før?
Hvad kan de ting være?
Jeg tænker først og fremmest træning, restitution, scouting, rekruttering og skadesbehandling (altså bl.a. at Yakob og Andersen har været ude meget længe, men kommer fremragende retur) skyldes bl.a. digitalisering og AI. Man bruger den data og viden man indsamler markant bedre – og det gør alle.
Alle hold minder om hinanden i setup. Ikke mange hold i Danmark, måske bortset fra Silkeborg og FC Fredericia, har ikke en 3-4 assistenter. Der er ofte to analytikere tilknyttet og en transitionstræner. En målmandstræner kun til Superligaen osv. Det er svært at skille sig ud der. Marginal gains eksistere ikke på samme måde.
Alle hold har søvn og ernæringseksperter tilknyttet, og spillerne spiser typisk to måltider i klubben.
Flere udskiftninger giver større effekt fra bænken. Det store set-up omkring bænken sammenholdt med de mange udskiftninger gør, at f.eks. AGF kan sætte Emmery ind hvis dét er behovet, eller Andersen hvis det er dét der er behovet. Så man kan have flere specialiserede typer på bænken (en stor angriber og en hurtig angriber). Altså beror mere på træneren nu, end før.
Man fisker i samme dam, mere eller mindre, alle spillerne i Superligaen kommer fra Akademiverdenen. Det vil sige de har trænet og levet professionelt siden de var 14-15 år. De er taktisk virkelig godt skolet. Det samme gælder trænerne, hvor mange af dem har taget uddannelsen sammen. Meget få hold stiller op med mange uskolede spillere. FCN er måske det mest skolede hold i Danmark, og det yngste hold.
AGF er i denne sæson et bevis på, at man kan lave et rigtig godt hold med få midler, men der er cases mange steder. Mads Emil Madsen vs John Bjørkengren – løn + afskrivninger er nok faktor 1 til 10. Tobias Bech vs Mouhammed Elyounoussi er også fakttor 1 til 8. Thomas Jørgensen vs Elias Achouri er faktor 1 til 5 måske.
Penge køber god bredde, det er klart, men top 12-14 spillerne har nok mindre afstand nu end tidligere.
Jeg tror, groft sagt, at man før kunne bruge 50 millioner halv dumt og alligevel vinde, fordi de næstbedste kun brugte 5 millioner, og set-up’et var dårligere.
Jeg tror i langt højere grad nu, at de der udenlandske ledere der kommer ind bliver udstillet, ikke fordi de er dårlig til deres arbejde, men fordi de ikke er ligeså dygtige som dem der allerede er i landet. De ved derfor ikke hvor dygtig en træner som f.eks. Thomas Nørgaard er kontra Hyballa.
Jeg tror egentlig altid mesterskaber blev vundet på direktionsniveau, altså alt efter hvor mange penge man kunne smide i et hold. Nu tror jeg det lidt mere bliver, hvordan direktionen bruger de midler, og hvem lader de disponere over de midler. Jeg tror vi for 3-4 år siden kunne kigge på lønnen og se hvilken hylde man var og endte på. Nu indikere pengene den hylde man starter på, men det sportslige set-up afgører hvilken hylde man ender på.
Jeg kommer for at støtte AGF. At der kommer nogle håndører i den anden klub er en mindre ubetydelig biting.
