Jeg synes, mange ofte glemmer, at transfermarkedet fungerer lidt som en dominoeffekt.
Forestil dig, at klubberne er opdelt i niveauer fra A til E. En klub på niveau E ønsker naturligvis ikke at hente en spiller fra et andet E-hold. De vil helst forstærke sig med en spiller fra niveau D.
Problemet er bare, at spilleren fra niveau D ofte selv håber på et skifte til en klub på niveau C. Derfor afventer han, om det tilbud kommer. For ham bliver klubben fra niveau E først interessant, hvis der ikke dukker et tilbud op fra niveau C eller D.
Selv hvis du har fundet en spiller på en højere hylde, som gerne vil skifte, er det ikke sikkert, at handlen kan gennemføres. Den sælgende klub vil ofte heller ikke lade ham gå, før de selv har fundet en erstatning. Klubben på niveau C venter måske på en spiller fra niveau B, som igen venter på en mulighed i niveau A. Først når de største klubber begynder at handle, frigiver de spillere længere nede i systemet, og så sætter hele kæden sig i gang.
Derfor ser man ofte, at mindre klubber først får lukket deres handler sent i transfervinduet. Ikke nødvendigvis fordi de har været langsomme, men fordi de er afhængige af, at handlerne længere oppe i fødekæden falder på plads først.
Jo længere nede i hierarkiet en klub befinder sig, desto mindre kontrol har den over sin egen transferstrategi. Den er ofte nødt til at vente på, at markedet "drypper ned" fra toppen. CV har ret eksplicit sagt, at vi skal handle for en højere hylde. De spillere har altså bare ikke AGF som 1. prioritet.
De største handler sidste år kom også sent i vinduet.
Solbakken (AGF): 1/9
Erlic (FCM): 4/8
Billing (FCM): 26/8
MEM (FCK): 1/9
Lind (FCN): 1/9
Solbakken (FCN): 4/8
Norheim (FCN): 25/8