Nu, 11 måneder senere, kan Jakob Poulsen være fuldstændig ligeglad med spørgsmål og svar. Han bestemmer selv, om han er cheftræner i AGF, når Ceres Park engang slår dørene op.
Sådan er det, når man vinder i armlægning med en af dansk fodbolds naturlove: At titler ikke vindes i Aarhus.
Senest, AGF vandt mesterskabet, var i en tid, hvor man slog ring om en kasse bajere i omklædningsrummet, hvis noget haltede på banen.
Det var en tid før data, analytikere, markedets elastikker, og i de 40 år, der er gået, har AGF i lange perioder været reduceret til en sæbekassebil på fodboldens motorvej.