Men penge i de beløb rykker bare ik rigtigt noget. Man skal huske, at Brøndby på trods af spillersalg på 200 mio stadig forventer et underskud. Det kræver store salg hvert år. Selv et Conference League ligaspil giver nok kun 30 mio på bundlinjen.
Og selvom de har et ganske udmærket akademi, så er det bare langt ud i fremtiden + ingen kan vide, om de overhovedet slår igennem.
Jeg kan sagtens se fidusen ved at styrke truppen, for de SKAL ud i Europa næste år, men jeg havde nok forventet, de var gået lidt yngre. Jeg tror sagtens, man kunne have fundet spillere på 21-22, som ville have en impact på den korte bane og samtidigt kan sælges til fornuftige beløb om et par år.
Brøndby guider – så vidt jeg ved – et sted mellem underskud og overskud, så det er vanskeligt at sige præcist, hvor regnskabet ender. Frit fra hukommelsen skrev de i deres seneste prospekt, at en kvalifikation til Conference League forventes at give omkring 30 mio. kr., hvortil kommer præmiepenge og tv-indtægter. Samlet set løber det op i cirka 50 mio. kr.
Spillere på 21–22 år, der kan gå direkte ind og gøre en forskel, er generelt meget dyre – også når de hentes fra ligaer som den polske (f.eks. FCKs indkøb i sommers). Den type profiler ligger typisk væsentligt over det niveau, Brøndby ser ud til at handle på i dette vindue
Ingen ved reelt, hvad talenter kan blive til. For tre år siden var det de færreste herinde, der kendte Bischoff, Jensen og Nartey, men de fik chancen – præcis som man også begynder at gøre i AGF. Om en spiller som Emmery bliver etableret Superligaspiller eller ender i en klub som Aarhus Fremad (ala Lunding og Kaastrup), kan ingen vide. Det er en risiko, man som klub er nødt til at acceptere.
Samtidig er det vigtigt at huske, at en væsentlig del af Brøndbys underskud – omkring 70 mio. kr. – består af nedskrivninger på spillertruppen. Salgsindtægterne, indtil videre cirka 200 mio. kr., udgør derfor en positiv pengestrøm, da investeringerne i spillerne allerede er foretaget tidligere. Disse salg har bl.a. gjort det muligt for Brøndby at afvikle gæld til GFH (og Jan Bech) på omkring 75 mio. kr., hvilket markant forbedrer økonomien. Renteudgifterne på den gæld har ligget omkring 6 mio. kr. årligt, svarende til lønnen for én eller flere af de spillere, klubben nu henter.
Brøndby har grundlæggende en helt anden tilgang til, hvordan man skaber sportslig succes, end AGF har. I Aarhus drives klubben langt mere snusfornuftigt – til tider næsten som en traditionel virksomhed. Om det er den rigtige tilgang i fodbold, er jeg ikke sikker på. Der er i hvert fald intet i Brøndbys nuværende ageren, der tyder på nervøsitet eller et strategisk kursskifte. Ej heller tror jeg GFH ville have problemer med, at afhænde deres ejerskab i Brøndby IF med fortjeneste.
Omvendt kan man godt diskutere, om det er optimalt, at AGF har så stor en egenkapital som tilfældet er nu. Spillerpriserne stiger konstant, og det man kunne købe for 50 mio. kr. for tre år siden, koster i dag måske 70–80 mio. kr. Inflationen på fodboldspillere overstiger dermed markant det afkast, AGF aktuelt forrenter sin egenkapital med.
Jeg synes, det er meget vanskeligt at vurdere, hvor risikabelt det reelt er at drive en fodboldklub på den måde, Brøndby gør i øjeblikket. For mindre end et år siden blev deres seneste emission fuldtegnet og indbragte omkring 175 mio. kr. – et beløb, der overgår den kapital, AGF også har tilført for nylig.
Jeg synes det er svært, at kalde den ene strategi mere rigtig end den anden.
.)
