Ja, man kan jo sige, at vi har de optimale betingelser for at præstere i denne sæson. Jeg tænker også at vi stadig er nogle år fra et europæisk gruppespil, med mindre vi vinder pokalen. Så vores største chance for et mirakelmesterskab er nok i den tilstand vi er i nu, hvor konkurrenterne er i gruppespil og vi selv har fået bygget en del på truppen. Men det kræver samtidig, at centrale profiler som Links, Tingager, Mortensen og MEM ikke bliver skadede eller falder permanent i niveau.
Med vores start i de 7 første runder begyndte flere at dufte medaljer, og da man så hvor usikre præstationer især FCK havde, og at FCM ikke ligefrem brillerede efter europæiske kampe, var der nok flere der håbede: Nu kommer den uventede chance endelig

.
Fire kampe senere viser vores egne sårbarheder sig bare ret tydeligt. Med et lettere svækket forsvar p.g.a. Dalsgaard skade og en Links ude, falder vores kvalitet mærkbart. Og i 3 1/2 kamp viser Uwe, at han ikke tør fortsætte den offensive spillestil og flytter Anderson væk fra højre midt, og det kommer til at koste. Det viser også, hvor sårbare vi pludselig er, når vores to mest drivende spillere i det offensive ikke har mulighed for at performe. Og vores relationer i begge sider forsvinder som dug for solen og dermed selvtilliden og momentum. PM får ikke noget at arbejde med, og hans selvtillid dykker helt i bund, så han i de seneste kampe ikke kan tæmme en bold. Alt springer fra ham. De få gange han får en bold i fødderne, piller modstanderne bolden fra ham så let som ingenting. I et interview siger PM selv, at han ikke er blevet langsommere. Det ved jeg ikke. Men så må samtlige modstandere været blevet meget hurtigere. Oveni begynder Tingager også at blive usikker. Noget vi stort set ikke har set tidligere.
Da jeg læste Egelunds tweet om, at når Links er fuldt tilbage, får Anderson ikke flere chancer, da han ikke vil forlænge sin kontrakt og man i stedet vil begynde at arbejde Arnstad ind på holdet i stedet for ham, havde jeg lyst til at slå hovedet ind i muren. Hvis det er korrekt er det sidste håb ude. Hvis man ikke vil stille med sin stærkeste opstilling, som i den grad har bevist sig, hopper man lige i VB fælden, som man gjorde med Onugkha.
Hvis Dalsgaard er tilbage mod Brøndby og vi stiller i vores succesopstilling, skal vi i de nærmeste uger blot passe på dumme gule kort, der giver for mange karantænedage. Så tror jeg på, at vi igen kan spille med, hvor det bliver sjovt. Hvor længe er ikke til at vide.
Først og fremmest skal PM op på hesten igen, og ellers skal både Badji og Gyamfi til at vise noget helt andet end hidtil. Vi er ikke gode til at købe spillere ind, der her og nu kan præstere i den forreste linje. Mønstret skræmmer, og indtil nu har jeg ikke set noget, der tyder på, at det er anderledes denne gang. Nogen gange kunne man bare ønske, at vi var blevet bedre og hurtigere til at spotte nogle af de danske spillere eller udenlandske spillere, der har vist sig i ligaen, der ville være i stand til at løfte sig yderligere. På det seneste har man set f.eks. en Jørgensen, Achouri, Vallys og Adamsen. I stedet har vi brugt penge på sjove polakker og nordmænd med mere, der ikke har slået til.
Lad os i den nærmeste fremtid håbe på Links og Anderson og glæde os over dem, så længe vi har dem. De bliver mere end svære at erstatte, med mindre man allerede til vinter finder nye folk, der har fart i fødderne og som det naturligste spiller fremadrettet. Dem mangler vi.