Vi er nok mange, der efterhånden tæller dagene til, at vi igen kan kalde det Aarhus Stadion – eller Ceres Park – for vores rigtige hjemmebane. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er det midlertidige stadion i Vejlby ikke ligefrem bygget til komfort. Manglende overdækning for langt størstedelen af tilskuerne, dårlige udsigtsforhold og trang plads på ståpladserne gør, at man sjældent tager derfra med fornemmelsen af luksus.
Men måske er det netop nu, vi kan begynde at tælle ned.
Da jeg var værnepligtig, var der flere, der klippede en centimeter af et målebånd for hver dag, der gik – og på den måde kunne man se, hvor mange “centimeter” man havde tilbage i trøjen. På samme måde kunne man sige, at vi AGF’ere står med et målebånd på cirka 25 centimeter – én for hver hjemmekamp, vi har tilbage i Vejlby, før vi kan rykke ind på det nye stadion.
Det hele naturligvis under den lille forudsætning, at byggeriet faktisk står klar til marts 2027 –
hvis altså kommunen, entreprenøren, arkitekterne, håndværkerne, ånderne og guderne vil det.
Ser vi på tallene:
Resten af 2025/26-sæsonen:
Der er 5 hjemmekampe tilbage i grundspillet (mod FCN, SJF, FCK, OB og VFF), og derefter 5 hjemmekampe i slutspillet – uanset om det bliver top-6 eller bund-6. Det giver i alt 10 ligahjemmekampe i Vejlby resten af sæsonen.
Sæson 2026/27 frem til marts 2027:
Inden ligaen deles igen, venter yderligere 11 hjemmekampe, som alle efter planen spilles i Vejlby.
Pokalturneringerne:
I denne sæson venter allerede en hjemmekamp mod Sønderjyske i 4. runde, og når AGF – som vi jo regner med – spiller sig videre til kvart- og semifinalerne, kan det realistisk give 1–2 ekstra hjemmekampe.
I næste sæson (2026/27) træder vi igen ind i 3. runde, som typisk afvikles i efteråret – også i Vejlby – og afhængigt af lodtrækningen kan det give yderligere 1–2 hjemmekampe.
Alt i alt ser vi altså frem mod 23–25 hjemmekampe på Vejlby Stadion, før nøglerne til det nye anlæg bliver udleveret.
Og ja – der kan naturligvis også komme europæiske kampe i spil, men de er for usikre at regne på. Spørgsmålet er i øvrigt, om de overhovedet kan afvikles i Vejlby, da det afhænger af licenskrav og dispensationer.
Konklusion:
Så vi kan godt begynde at trække centimeter af målebåndet. Der er stadig lidt vej igen, men lyset for enden af tunnelen (eller rettere – tagkonstruktionen) begynder at kunne anes. Og måske vil vi – når vi engang sidder tørt og lunt på det nye stadion – alligevel se tilbage på tiden i Vejlby med et lille smil.
Lidt som værnepligten: det var hårdt, upraktisk og til tider absurd… men det samlede os, og når det først er overstået, bliver minderne alligevel ikke så tossede endda.
Og hvem ved – måske
bliver det faktisk kult alligevel. Ikke mens vi står der og fryser, men når vi en dag siger:
“Kan du huske dengang i Vejlby?”