Jens Rhode er vred, men har en pointe i at man får hvad man betaler for.
Det kan dog også nemt tolkes som, at vi ikke har de kløgtigste folk som dommere i dag, da dårlig løn skræmmer gode folk væk.
Det lyder også til at Cooper kan forvente en straf.
Angående dommer-kritik fra Steve Cooper og Mike Tullberg
Som formand for Danske fodbolddommere tager jeg på Viaplay Sport her til aften kraftigt afstand fra Brøndby-træner Steve Coopers udtalelser om, at Brøndby overvejede at gå ind og påvirke dommerpåsætningen af kampen FCK-Brøndby
Alene udtalelsen er at kompromittere hele spillet, og det må aldrig blive sådan, at klubber har noget at skulle have sagt, når det gælder, hvem som dømmer kampene.
Publikum må ikke have den mindste mistanke om, at noget sådant kan foregå. Det handler om integritet. Den værner vi som dommere om. Det er klubbernes pligt at gøre det samme.
Jeg opfordrer alle klubber og Divisionsforeningen til at trække en streg i sandet og hamre en pæl igennem ethvert forsøg på at kompromittere spillet, som Cooper gør det her.
FCM-træner Mike Tullbergs kritik om, at det er svært at se en linje, samt at niveauet “generelt er for dårligt”, har to spor.
Man kan med rette diskutere, om IFAB har fundet de vises sten henset til handsforseelser, men vi kommer aldrig til IKKE at diskutere dommerskøn. Uanset hvad man gør.
Med hensyn til det generelle niveau hos dommerne i superligaen er jeg uenig i Tullbergs kritik. Men det er et synspunkt, og det må man respektere. MEN hvis klubberne ønsker at tage superliga-dommerne op til næste niveau, bør de acceptere at betale det, som fuldtidsproffessionalisme koster i dommerstanden.
Særligt vores FIFA dommere har et meget presset program.
Hvis vi drømmer om højere standard og danske dommere til EM og VM, kunne klubberne med fordel bruge lidt færre penge på dårlig fankultur i form af budgettering med bøder og i stedet betale for, at vores FIFA-dommere kan leve af dommergerningen, nøjagtig som spillerne gør det.
Kritiserer man dommerstanden, bør man medvirke til at tage ansvar for et opgør med den faktuelle asymmetri, at spillerne er fuldtidsansatte, mens dommerne blot kan købes fri 15 timer om ugen.
Sidsnævnte sagde jeg i min årsberetning på delegeretmøde den 8. november. Disse ord er kun yderligere aktualiseret efter denne weekend.
Med hensyn til Coopers kritik af Jacob Karlsen i øvrigt, kan jeg som formand kun sige, at jeg er glad for, at DFU netop har kåret ham som årets dommer. Det er fuldt fortjent.
Med venlig hilsen
Jens Rohde
Formand for danske fodbolddommere