Det er en skrækkelig tanke med en fusion, som jeg ville hade uanset hvor meget den kunne forbedre vores økonomi, som de andre nævnte klubber næppe heller ville være interesserede i, men som faktisk heller ikke tror ville flytte noget overhovedet. Er der noget at vinde ved det, er der mindst lige så meget at tabe. Det ville være en meget unaturlig fusion uden ret megen forankring, hvor dem man reelt overtager ikke vil føle sig hjemme, men hvis man fx tænker sponsorer så er de største, landsdækkende tilgængelige alligevel og de mere lokale vinder ikke meget ved at støtte en klub i en anden by. Hvis fx Jyske Bank skulle føle det var et sted at engagere sig mere, vil det formentlig mere være baseret på at det er en stærkere klub end at Silkeborg er indfusioneret.
FC Århus inklusiv AGF var lidt mere realistisk, dvs en større risiko, men er heldigvis lagt i graven, men man kan tænke den tanke, at hvis det var blevet en realitet og vi havde stået der hvor vi er i dag, havde historien været at det var lige det der skulle til. Nu kan vi heldigvis konstatere at det ikke er sådan det hænger sammen. AGF var dårligt ledet og man havde et anstrengt forhold til en del andre klubber i byen, men problemet var ikke at de næststørste klubber i byen ikke var en integreret del af AGF. Der kan ikke være mange sponsorer der er værd at tale om, der ikke vil være sponsorer i AGF nu, men ville have været det hvis det hed FC Århus. Vi ser endda nu at det ikke er afgørende for at få gjort noget ved stadion. Tværtimod kan det da være at Lind måske havde været mindre interesseret.
Jeg tror sådan set heller ikke det var nødvendigt at skabe bastarden FCK selvom det måske ser sådan ud efterfølgende. Situationen var lidt en anden fordi både KB og B1903, modsat de mindre klubber i Århus, havde reelle traditioner i toppen af dansk fodbold og de kunne nok bedre bidrage med noget hver især, men jeg kan også sagtens forestille mig at de rigtige visionære ledere i den ene eller anden klub kunne have gjort det, især måske i KB med de største traditioner og så var B1903 nok blevet en klub som AB eller B93.
Jeg kender ikke de forhold der var rundt omkring, men generelt er jeg er tvivlende overfor om de nye fusioner reelt er det der har gjort en forskel. Randers Freja og Vorup fusionerede måske pga noget ungdomsfodbold eller lignende, men kunne Freja ikke have udviklet sig på samme måde som selvstændig klub med et samarbejde med andre klubber i området? Havde OB klaret sig bedre hvis de havde heddet inkluderet B1909 og B1913 og kaldt sig FC Fyn? FCM er måske det bedste eksempel på noget det er lykkedes fordi konceptet er at inkludere noget der geografisk er forholdsvist langt væk og fordi Herning, modsat fx Odense ift de mindre byer på Fyn, ikke er helt den samme entydigt store by at orientere sig imod. Selvfølgelig kan der være noget gammelt nag mellem klubberne man kan udglatte, men mon ikke fx Freja kunne have gjort det samme ift Vorup som AGF har gjort ift Skovbakken og Fremad osv, ved at komme i Superligaen og gøre en indsats for at samarbejde med de andre i byen.
Ift byerne lidt længere væk fra Århus tror jeg vi kommer til at vende lidt tilbage til den situation det vist også var før, hvor der bliver en del der med lidt misundelse kommer til at se på AGF som den helt store fjende, sådan som en del har det i Randers, men også mange der kommer til naturligt at orientere sig mod AGF. Når det nye stadion står klar kommer AGF til at kunne tilbyde noget ingen andre udenfor København kommer bare i nærheden af. Det skal kombineres med at være et tophold, men så er det altså helt anderledes stort, med rigtig mange tilskuere, topkampe, internationale kampe, mens AGF-FCK bliver det store øst mod vest eller provins mod hovedstad-opgør. Ligger fx Horsens så og roder rundt i 1. division skal der nok være en del der tager op og ser AGF og bliver indrulleret den vej. Vi kan formentlig også udvikle en stærkere talentafdeling hvor i hvert fald en del af de største talenter søger hen. Med andre ord, hvis vi gør det godt behøver vi hverken fusionere eller spise de nærmeste konkurrenter for mere eller mindre at sætte os på markedet i nærområdet og endda lidt længere væk også.