Der er et gammelt ordsprog om, at
"penge ikke spiller fodbold". Men hvis vi lige ser bort fra det et øjeblik og sammenligner truppernes markedsværdi:
- FC Midtjylland – 110,75 mio. €
- FC København – 67,45 mio. €
- Lech Poznań – 56,25 mio. €
- FC Nordsjælland – 54,85 mio. €
- Brøndby IF – 46,15 mio. €
- AGF – 33,93 mio. €
Vi har altså en trup, som værdimæssigt ville ligge på en 3.-plads i Superligaen.
Hvis vi kvalificerede os til Champions League, ville holdet sandsynligvis også blive forstærket med spillere til en værdi af omkring 5-7 mio. €, hvilket ville bringe os endnu tættere på 2.-pladsen.
Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl, men er FC Midtjylland ikke den klare favorit næsten hvert år? Jeg tror, vi ville kunne blande os i toppen og kæmpe med.
At forberede sig på europæiske turneringer er en stor udfordring.
I Polen siger man ofte, at ligaen og de europæiske turneringer næsten er to forskellige sportsgrene. Polske klubber har brugt mange år på at lære, hvordan man kombinerer dem. Den største udfordring er intensiteten og restitutionen.
Det er noget helt andet at forberede sig til én kamp om ugen end til kampe hver tredje dag. Når man spiller i Europa, er der næsten ikke tid til rigtig træning. En typisk uge kan se sådan ud:
- Søndag – ligakamp
- Mandag – fridag
- Tirsdag – restitution og let træning
- Onsdag – afrejse til en europæisk udekamp
- Torsdag – Europa League- eller Conference League-kamp
- Fredag – restitution
- Lørdag – en let træning før næste ligakamp. Hvis man spiller på udebane, bliver træningen ofte erstattet af rejsen.
Hvis man ikke ved, hvordan man håndterer det, kommer trætheden, spillerne mister deres skarphed, og skaderne begynder at dukke op.
Næsten ingen klubber i Europa – bortset fra de allerstørste og rigeste – har to komplette startopstillinger, så den ene kan spille ligaen og den anden Europa. Man har som regel en stamme på syv-otte spillere og roterer kun et par stykker fra kamp til kamp, ud over de fem udskiftninger under selve kampen.
Nogle trænere forbereder hver eneste kamp specifikt til modstanderen. De analyserer modstanderens bevægelser og justerer taktikken derefter. Men når man spiller hver tredje dag, er der ikke tid til det. Holdet skal allerede inden sæsonen have indarbejdet flere forskellige spillemønstre, som kan bruges alt efter kampens udvikling. Man skal have en klar idé om, hvordan ens eget hold vil spille – ikke opfinde en ny plan til hver modstander.
Hvis man kun spiller i ligaen, planlægger man normalt sommeropstarten, så holdet topper i juli eller august. Hvis man pludselig også skal spille europæiske kvalifikationskampe, skal spillerne være i topform en måned tidligere. Det er langt fra nemt.
Ofte lærer man kun gennem egne fejl. Træner man for hårdt, bliver spillerne overbelastede og skadesrisikoen stiger. Træner man for let, når holdet aldrig det nødvendige intensitetsniveau.
Samtidig skal man også indarbejde taktikken og integrere nye spillere. Hvis der kun kommer få nye, går det hurtigt. Hvis store dele af holdets kerne udskiftes, tager det betydeligt længere tid at skabe de nødvendige relationer og automatismer.
Lech hentede denne sommer tre nye spillere til startopstillingen. Alle blev skrevet under allerede i juni, så de kunne deltage i hele træningslejren i juli. Klubben ventede ikke til august på en god handel, fordi det ville være for sent. En spiller lærer ikke holdets bevægelsesmønstre og automatismer på få uger.
Rejserne til europæiske udekampe kræver også minutiøs planlægning. Mange klubber tager deres egen kok og deres egen mad med for at undgå problemer med kosten. Man vælger hoteller med omhu og planlægger transporten, så spillerne undgår unødvendig stress, trafik og lange busture før kampen.
Lech har allerede været igennem hele den læringsproces. Klubbens ejer har defineret en klar sportslig vision, og både spillere og trænere rekrutteres ud fra den. Hvis cheftræneren bliver udskiftet, forventes den nye at arbejde efter den samme spillestil. Man går ikke fra mange års 4-2-3-1 til pludselig at spille 3-5-2.
Klubben har desuden fastansatte specialister inden for fysisk træning, fysioterapi, målmandstræning, dødbolde og andre områder. En ny cheftræner tager måske én assistent med, men resten af organisationen fortsætter uændret. Hvis træneren bliver fyret, mister klubben to personer – ikke femten.
Ved AGF allerede, hvordan man håndterer en sæson med kampe hver tredje dag? Kan klubben forberede spillerne fysisk til det? Blev truppen samlet tidligt nok? Kommer skaderne efter et par ugers hårdt kampprogram? Holder spillerne energien hele vejen?
Det ved jeg ikke.
Men jeg ved, at den slags erfaring tager mange år at opbygge. Hvis en klub ikke spiller europæisk næsten hvert år – eller i det mindste hvert andet år – er det svært at lære.
I Polen siger man ofte, at europæiske turneringer kan være en "dødskys" for klubber, der ikke er klar til dem. På et tidspunkt bliver man tvunget til at prioritere mellem ligaen og Europa, fordi man hverken har den nødvendige trup eller den organisatoriske erfaring til at konkurrere på begge fronter samtidig.
Jeg tjekkede det faktisk.
I hele det 21. århundrede er det ikke lykkedes AGF én eneste gang at komme længere end anden kvalifikationsrunde i en europæisk turnering.
I samme periode har Lech spillet seks gange i gruppespillet (eller liga-/gruppespillet efter de nye formater), heraf tre gange inden for de seneste seks år.
Det var derfor, jeg troede på Lechs chancer. Ikke fordi vi nødvendigvis har bedre spillere, men fordi jeg havde tillid til, at klubben vidste præcis, hvordan man skulle forberede sig til Champions League-kvalifikationen, og at ledelsen, trænerstaben og spillerne havde gjort alt, hvad de kunne.
Men før Lech nåede dertil, gik der mange år med nederlag, skuffelser og ydmygelser.