Jeg er træt af kommentatorklichéer. Rigtig træt endda.
Her er nogle eksempler, der giver mig brækfornemmelser.
"De spiller kynisk" - hvad fanden vil det sige?
Jeg har fundet følgende definition på internettet af den moderne måde at opfatte begrebet kynisme
"holdning præget af foragt for den menneskelige natur og ligegyldighed over for andres ulykke".
Selv mener jeg, at hensynsløshed også er et dækkende ord.
Men hvordan skal det forstås på fodboldlingosprog?
Kan man godt tage hensyn til sine modstandere i en professionel fodboldkamp og i givet fald hvordan?
God på bolden eller på hovedet - det første har John Stampe patent på. Da han satte sig oven på læderkuglen i protest.
Det andet lyder vanskeligt, og jeg har endnu til gode at se nogen spille fodbold, mens vedkommende står på hovedet.
Hvad har ordet "med" gjort nogen, siden det ikke længere må finde anvendelse i den sammenhæng?
Er der forskel på dødbolde og standardsituationer? (Udover at førstnævnte ord har tre stavelser, mens der er otte i sidstnævnte).
Da jeg var barn, hed det en dødbold, hvis bolden lå død og skulle sættes i spil igen. Hvilket gav meget god mening. Og man kunne eventuelt beskrive dødboldens karakter - altså om der sempelvis var tale om et hjørnespark eller et frispark.
Derimod er det komplet ulogisk, hvad en standardsituationer dækker over. Det eneste, jeg hører, er, at xx-hold er god til (de fleste siger i øvrigt mærkeligt nok "på"), standardsituationer, men hvorvidt de er gode til indkast, hjørnespark, målspark, frispark, straffespark, indirekte frispark, eller dommerkast, står hen i det uvisse. Medmindre det naturligvis betyder, at holdet er god til hele herligheden.
Og jeg har endnu til gode at høre kommentator sige, at "de er dårlige" til standardsituationer om et hold.
Jeg har altid troet, at et menneskenavn hørte til i kategorien proprium. Men nu viser det sig, at navne på personer også kan være substantiver, hvilket jeg finder voldsomt overraskende.
Vi har blandt andet en Links, en Mortensen, en Kahl og så har vi også en Duelund, der desværre ofte er skadet. Hvad skal det der "en" foran personens navn gøre godt for?
"Han er en opportunistisk spiller." Javel ja. Er der enighed om, hvordan det skal tolkes?
Jeg troede, at opportunisme dækker over, når man indretter sine holdninger efter, hvad der har udsigt til at give størst gevinst. Uden nødvendigvis på forhånd at have bekendt kulør i forhold til egne holdninger. Hvad betyder det, når en fodboldspiller er opportunistisk?
"De er kompetitive." Kompetitiv? Ordet findes mig bekendt slet ikke dansk. Men oversat fra engelsk betyder det "konkurrencedygtig." Hvad fanden skal det betyde, når man omtaler et fodboldhold på den måde?
"De har momentum." Det betyder fremdrift. Altså ordet "momentum." Så altså - holdet har fremdrift?
Og så en klassisk trænerfloskel her på falderebet:
"Det kan godt være, at de kun ligger sidst i serie to men vi må altså ikke undervurdere Fremad Bagud. De har ført gjort det godt og leveret store overraskelser. Eksempelvis slog de engang Spjald, mens Spjald var et midterhold i serie ét. Og det endda på udebane. Så de kan godt gå hen og blive en svær modstander for os her i pokalturneringen , der som bekendt lever sit eget liv, siger (Indsæt selv valgfri superligatræner).
Hvorfor helvede er der aldrig nogen, der siger, at modstanderen er et skodhold, hvorfor alt andet end en storsejr vil være yderst pinligt?
Selv da Hvidovre efter 20 kampe fortsat ikke havde vundet én eneste, havde alle de andre holds trænere stor respekt for dem og sagde, at "Hvidovre er en rigtig svær modstander. Selv her på vores hjemmebane."