Der sker vel det, at det pludselig bliver meget konkret, når der dukker gravemaskiner op på tartanbanen.
Det får nogen til tasterne - og jeg må sige, at lige så meget som jeg glæder mig helt vildt, så giver det da også et lille 'gip' i mig: kan de virkelig nå det? hvor står vi, hvis det hele skrider på tid og/eller økonomi? hvem samler projektet op, hvis vi står med noget halvfærdigt og pengene er brugt op?
Deciderede rædselscases er Elbphilharmonie eller Berlin Airport fra ellers så ordentlige Tyskland. Et stadionbyggeri som det forestående har nogle af de samme ingredienser: masser af offentlige og private interessenter, politisk prestige og politisk modstand, unikt projekt i unikke omgivelser, stramt/optimistisk budget og stram/optimistisk tidsplan osv.
Jeg hænger min hat på Jakob Nielsen (mere end på navnebror Bundsgaard) og hans vilje og stædighed, men bæver sgu også lidt...
/W