Altså jeg er fra 1984, og har været med på stadion siden midt/slut 90'erne.
Vores lange nedtur startede i slut 90'erne, og varede vel nærmest til 2018 i ligasammenhæng? Selvom vi kom i pokalfinalen, så lå Glens AGF og spillede nedrykningsspil i dødskampe mod Viborg/EfB - og svævede på de gamle 10.pladser som i 00'erne hvert andet år, og en 8.plads de gode år
Men 2014 var et specielt år. AaB blev mestre, vi rykkede ud. De var fuldstændigt flyvende, og følte sig usårlige, urørlige og hoverede løs.
Vi har mødt dem i elevatoren på vej op siden da. Både økonomisk, i ligaen og som modstandere, hvor de har sendt os ud af en semifinale (hvor der kun var 1 opgør i Aalborg pga corona), mens vi sendte dem ud i dobbeltopgøret et par sæsoner før, vi har besejret dem i europæisk playoff (2-1 til os på den konto ift at slå hinanden ud), og har lavet medaljer, og flere top 6-placeringer end dem lige siden.
Og sidst men ikke mindst, så kan de ende med at nær at kulminere "ombytningen" ved at rykke ud nu her. Det eneste der så ville mangle var, at AGF blev mestre næste år
Lad det endelig blive sådan. Men jeg synes kampene mod AaB har haft et fint liv selvom det ikke har handlet om mesterskaber.
Vi har kæmpet om andre ting - som også har været betydningsfulde, og en del af rejsen.
Alt kan jo ikke være "kampe om guldet" når man aldrig har oplevet AGF i en guldkamp udover mod BIF i midt 90'erne, hvor man oven i købet ikke var på stadion så tit fordi man ikke var gammel nok til at kunne tage afsted hvergang, og ikke boede i Aarhus (vi tog toget fra Ry og Skanderborg inden vi fyldte 18 i den lille gruppe jeg tog afsted med dengang).
