Den her snak startede lige nogle tanker i mig omkring de følelser jeg har for fodbold. AGF er stadig klart vigtigst for mig, men derefter kommer landsholdet, hvor jeg helst ser alle kampe inkl træningskampe.
Faktisk er mine følelser for landsholdsfodbold steget i de seneste år og det falder sammen med at mine følelser for klubfodbold er på vej den anden retning. Jeg føler at der i landsholdsfodbold er bedre plads til noget af det, der har gjort, at jeg forelskede mig i fodbold.
Fodbold handler for mig mest af alt om passion, håb og drømme. Og særligt de to sidste er ved at forsvinde helt ud af klubfodbold, hvis ikke lige vi snakker om de allerrigeste klubber i forhold til den liga de er i. Der er ikke længere i samme grad plads til de små klubber kan overraske og tillade sig at drømme – de rige vinder altid. Der tilbyder landsholdsfodbold i højere grad håb, drømme og overraskelser oplever jeg.
Så når der er slutrunder går jeg all in på DK, indtil de er ude og en slutrunde som seneste EM var magisk for mig. Nærmest en saltvandsindsprøjtning i forhold til hvad fodbold betyder for mig. Jeg kan også godt lide at se andre landshold, men her er det ikke nogen specifikke nationer, men mere hvis et hold til en given slutrunde, har sammensat et godt hold med en fed spillestil. Får man lagt puslespillet rigtigt, så er bolden vitterligt rund og alt kan pludselig ske. Faktisk ser jeg alle kampe til en slutrunde hvis jeg kan slippe afsted med det.
Tidligere fulgte jeg meget med i både spansk og særligt engelsk fodbold, hvor jeg også havde et favorithold jeg fulgte tæt og har været over at se osv. Men det er stort set helt dødt for mig nu. Jeg ser nu udelukkende premier league, hvis der er nogle danskere med. Pengene er bare blevet for vanvittige til at det rigtigt kan fange min interesse. Det er stort set ligegyldigt hvor godt et hold og spillestil du har skabt, hvis du er en mindre klub er det tæt på utopisk, at du kan vinde eller måske bare komme i top 4. Den eneste chance er et milliard forbrug og er det stort nok vinder du.
Jeg frygter meget, vi også er ved at ende der i superligaen. Selvfølgelig i en mindre økonomisk målestok, men er bange for at FCK, FCM og måske BIF stikker så meget af, at det ikke længere er realistisk for en klub som AGF at håbe og drømme om mesterskaber, men kun om at blive ”the best of the rest”.
