Tillader mig at genopfriske stadiontråden lidt med fare for gentagelser. Hvilket jeg på forhånd vil beklage.
Er der nogen, som ved, hvor mange procent af pladserne på det nye stadion, der vil være overdækket i en grad, så det virkelig skal regne skævt ind og kraftigt, hvis man skal være udsat? (Mit umiddelbare gæt er, at der højst er tale om 25 procent på det nuværende stadion, og det er måske endda højt sat. Jeg kan i hvert fald konstatere fra min 26. række på C5, at en hel del på øvre bliver spulet godt og grundigt, når ham den gamle med skægget lukker op for hanerne. Og på nedre er det vel ikke ret mange pladser, der har tørvejrsgaranti?
Hvem af jer vidende personer herinde kan svare på, hvor stejle de nuværende tribuner er i procent? Jeg kan ikke helt greje, om det bliver en absurd radikal forandring på det nye i forhold til det nuværende eller blot lidt bedre. Det vil i sagens natur betyde en del for, hvilket rækker der ender med at blive de mest attraktive.
Det virker til, at det nuværende højttalersystem næsten er stået helt af. I hvert fald kunne vi slet ikke høre speakeren til den seneste kamp. Jeg håber fandme, de køber noget kram, som kan levere en afbalanceret og hørbar lyd. Når de har holdt diskofest inden kampstart, (hvilket den halvgamle her hader), har det lydt helt forfærdeligt.
Krydser også fingre for, at de får knaldet nogle anstændige storskærme op. De nuværende er i mine øjne alt for små.
Med hensyn til kapaciteten er jeg fortsat ikke overbevist om, at stadion burde være større, end hvad der er lagt op til. Der bliver kastet fribilletter i grams til langt de fleste kampe, og selvom spindoktor Højlund erklærer stadion for udsolgt i mange tilfælde, synes jeg stadigvæk, at der er en hulens masse tomme stole set fra min plads allerøverst.
Mængden af no-shows vil falde betragteligt, hvis der først bliver hype om pladserne på det nye stadion. Jeg vil gerne lægge hovedet på blokken og hævde, at vi aldrig nogensinde har haft totalt udsolgt uden at kaste en eneste gratis billet i grams. Og det kommer vi heller ikke til at få på det nye stadion med den planlagte kapacitet. Dertil er Århus ganske enkelt for lille en by.
Der bor knap 1.900.000 mennesker i Region Hovedstaden. De har pt. fire hold i superligaen. I indeværende sæson har de fire klubber dags dato et samlet tilskuergennemsnit på hjemmebane på 59.182 tilskuere. Med andre ord går 3,11 pct af regionens borgere i gennemsnit til superligakamp hver uge.
Hvis vi virkelig strammer den, kan kommunerne Århus, Norddjurs, Syddjurs, Oder, Favrskov og Skanderborg regnes som GF-kommuner, selvom en del fra både Norddjurs og Favrskov nok interesserer sig mere for hestesporten nordpå, ligesom der vel også findes Horsens-fans i Odder og Skanderborg. (Dog nok i et begrænset omfang).
Det samlede indbyggertal i de seks kommuner er omkring 580.000. Hvis 3,1 procent af samtlige borgere i de seks kommuner vælger at tage på Århus Stadion, giver det et tilskuergennemsnit på 17980. Men infrastrukturen er elendig her sammenlignet med i Region Hovedstaden. Det er nærmest kun i store dele af Århus Kommune, det er muligt at komme til fodbold uden at skulle bruge flere timer på offentlig transport. Samtlige kommuner i Region Hovedstaden har skinner at køre på.
Jeg er godt klar over, at min analyse på ingen måde vil kunne udløse en doktorgrad, men nok nærmere vil blive stemplet som videnskabelig uredelighed subsidiært ammestuesnak. Men jeg tror ganske enkelt ikke, at tilskuersnittet på det nye stadion vil stige synderligt over de kommende år, medmindre vi fortsætter med Palle fribilletgavebod.
Der vil aldrig blive udsolgt til andet end FCK- og Brøndbykampe; selv ikke, hvis vi kommer til at ligge helt i top, hvis ståpladserne tages i brug. Og skulle vi komme en tur i Europa, bliver billetpriserne desværre så høje, at der nok heller ikke vil blive udsolgt til alle de kampe.
Samtidig lægger de op til at straffe sæsonkortholdere, der udebliver uden at have afmeldt deres pladser i systemet. Som jeg forstod det, vil man yderste konsekvens miste retten til at have sæsonkort, hvis man nærmest konstant udebliver uden at registrere det. Omvendt skulle der vist også være en gulerod i vente til dem, der melder fra i god tid, så pladserne kan sælges igen.
Jeg har endnu til gode at høre forsikringer fra hr. Nielsen om, at der ikke kommer stroboskoplys til kampene. Vi var flere, der ytrede modstand mod det til biografarrangementet, men det gled han let af på. Som epileptiker vil jeg være tvunget til at se alle kampe med ekstratonede solbriller, hvis det da overhovedet er nok. Fuck hvor vil det være trist at skulle stoppe med stadionture på grund af et Randers-agtigt lysshow.
Undskyld denne lange smøre. Mine fingre løb af med mig. Eller noget.