Ved I, om det er AGF-point, årskortanciennitet eller støttebevis, der afgør rækkefølgen, når der kan vælges pladser på det nye stadion?
Er der nogen, der har et bud på, hvornår de åbner for tegning af kort der?
Jeg fatter ikke, at det ikke skete samme dag, som kontrakten blev underskrevet. En hurtig omgang ai, og så kunne man på ingen tid lave en fuld tribuneoversigt fra alle vinkler ned til hvert enkelt sæde.
Der vil kunne sælges årskort i tusindvis lige nu, hvor vi stadigvæk er nykårede mestre og kan se frem til mulig europæisk kvalifikation.
"Tegn seks måneder til det nye stadion fra første hjemmekamp, og så giver vi 10 procents rabat på hele perioden. Gælder til og med juli." (Så sikrer Nielsen sig også betaling for sommermånederne uden kampe).
Hvis vi taber alle tre europæiske runder og ligger midt i tabellen ved årsskiftet, vil vi slet ikke få alle de nye fans fra busgadefesten med på kortholdet. For de når enten ikke at få plads til kampe i Vejlby, eller også kommer de til at forbinde AGF-kampe med smattede pølsebrød, ufrivilligt fortyndede fadøl og gennemblødte bukser eller bundfrosne overskæg.
Det er nu, at jernet potentielt er allervarmest.
Forhåbentlig implementerer klubben et andet billetsystem end det nuværende, når salget til det nye stadion åbner.
Det eksisterende virker til at være designet af en pensionist, der har taget et fire ugers edb-kursus på aftenskole i 90erne og holder sin viden ved lige med et abonnement på Komputer For Alle sammen med en ux'er, der er praktikant fra en udpræget praktisk begavet ottende klasse.