Det er sjovt, som den her optakt til de sidste fem kampe har udviklet sig for mit vedkommende. Normalt bliver jeg revet med af sejre (og især spil!) som den i søndags, og jeg fantaserer løs, om hvor langt det kunne bære os, hvis og hvis og hvis. Og så kommer jeg langsomt til fornuft i løbet af ugen og lander et lidt mere, men dog stadig temmelig optimistisk, sted.
Det er bare som om, den her uge har været anderledes. Jeg prøver ikke at argumentere for, at vi er favoritter til guldet. Mit realistiske jeg har bare ikke helt kunnet overbevise mig om, hvorfor det ikke skulle kunne ske, at vi står om fire uger og kan håbe på miraklet, hvis FCK snubler i Parken, og vi vinder over BIF.
Det, der bliver ved med at udspille sig, hver gang jeg underholder mig selv med de forskellige scenarier (det sker flere gange i døgnet), det er dels, at vi bør være små favoritter både mod Viborg og FCN, dels at FCK nu kommer fra en hård pokalfinale torsdag, før de møder os 71 timer senere om søndagen. Det bliver et par helt utrolig spændende uger, vi nu går ind i.