Introduktion Sådan blev jeg AGF-fan
Rastapopoulos
Experienced member
17. april 1988. Kl. 19.00:
Jeg er fem år gammel, og af en eller anden årsag har min far fundet det passende at slæbe mig med på stadion, så han kan følge sine Randers Freja-drenge.
De bringer sig foran på et selvmål af John Stampe, og jeg bliver så forskrækket over publikums reaktion, at jeg begynder at stortude.
I anden halvleg vender det, og AGF vinder 2-1. Jeg kan jo se og navnlig høre på de nærmeste publikummer, at det er godt, når AGF scorer, at de bliver glade, så det samme gør jeg, og derfor måtte jeg naturligvis holde med AGF.
Min far holder vist stadig med Randers i dag.
Jeg har dog også fulgt Brøndby i Europa dengang, men det sluttede ligesom, da jeg blev gammel kok til selv at tage på stadion med kammerater. Det passede med opblomstringen under Rudbæk, og Mogens Kroghs påståede scoring har været et traume for mig i mange år, og jeg husker alt for tydeligt, hvordan jeg, nu som 13-årig, igen stortudede, men denne gang var jeg dog utrøstelig. 3-3 for bronze og sidste sæsons forhindring af guld til BIF har dog gjort underværker.
Jeg har altid troet på De Hvi'e, og det har givet gevaldige skrammer og ar på sjælen, og derfor er mit mål egentlig også bare et mesterskab i min levetid. Pokalen må de dog godt snart tage med hjem igen. 2016 var en lang hjemtur, men 2024 var endnu en af de der forbandede, sjæleudslettende oplevelser.
Rejsen fortsætter i aften! KSDH!
Jeg er fem år gammel, og af en eller anden årsag har min far fundet det passende at slæbe mig med på stadion, så han kan følge sine Randers Freja-drenge.
De bringer sig foran på et selvmål af John Stampe, og jeg bliver så forskrækket over publikums reaktion, at jeg begynder at stortude.
I anden halvleg vender det, og AGF vinder 2-1. Jeg kan jo se og navnlig høre på de nærmeste publikummer, at det er godt, når AGF scorer, at de bliver glade, så det samme gør jeg, og derfor måtte jeg naturligvis holde med AGF.
Min far holder vist stadig med Randers i dag.
Jeg har dog også fulgt Brøndby i Europa dengang, men det sluttede ligesom, da jeg blev gammel kok til selv at tage på stadion med kammerater. Det passede med opblomstringen under Rudbæk, og Mogens Kroghs påståede scoring har været et traume for mig i mange år, og jeg husker alt for tydeligt, hvordan jeg, nu som 13-årig, igen stortudede, men denne gang var jeg dog utrøstelig. 3-3 for bronze og sidste sæsons forhindring af guld til BIF har dog gjort underværker.
Jeg har altid troet på De Hvi'e, og det har givet gevaldige skrammer og ar på sjælen, og derfor er mit mål egentlig også bare et mesterskab i min levetid. Pokalen må de dog godt snart tage med hjem igen. 2016 var en lang hjemtur, men 2024 var endnu en af de der forbandede, sjæleudslettende oplevelser.
Rejsen fortsætter i aften! KSDH!
