Det er stadig svært at finde ud af, hvor uenige vi reelt er.
Som jeg læser T-knoglen kan man kun kalde det (reel) talentudvikling, hvis man spiller nogen, der ikke er den bedste på sin position. Det er jeg sådan set enig i, med modifikationer.
Med den definition er talentudvikling dermed også en investering i fremtiden, på bekostning af nuet - ellers giver det ingen mening.
Vi kan se på overordnede stats, fx gns alder, spilletid for dem under 22, eller hvad vi synes er mest relevant. De tal kan give mening i en evaluering - jeg gider ikke bruge tid på gns. alder dog, det er bare et tal.
For at få den gode diskussion, skal man dertil have sin filosofi klar. Hvis man mener gennemsnitsalderen skal sænkes må det nødvendigvis ske gennem ændringer i holdet. Og dermed konkrete ændringer.
Hvis man er vred over Uwe spille med PM konsekvent, men ikke kan se alternativet, er det SIB, ikke Uwe, der står for skud. (Man skal ikke rette bager for smed). Det er et sammenhængende argument at Badji skulle have spillet mere og Uwe dermed har skapt sin egen mangel på et alternativ. Men det fører til diskussionen af, hvilke kampe der skulle risikeres, for at udvikle på Badji.
Hvis Callø skulle have spillet mere, hvordan så? Uwe rykkede Beijmo i cf for at give plads til Jakob Andersen. Skulle Andersen være blevet på bænken, eller skulle Beijmo være bænket til fordel for to nye på banen?
Skulle det være i stedet for Arnstadt, når NP blev skader/sparet? I stedet for Max Power?
Tobias Bach, hvornår skulle han have spillet? Skulle det være på bekostning af Links, MA eller Arnstadt?
Hvis vi gør os selv den tjeneste at få eksemplerne på plads, bliver debatten skarpere (indhold, ikke retorik!). Jeg mener det styrker og fokuserer mine argumenter, når jeg er nødt til at tænke alternativet igennem først.