Årsagen til at mange undlader at skrive/kommentere eller helt forlade dette Forum beror på en “garde” der ikke har fulgt med tiden…(Har naturligvis talt med mange brugere). En garde der finder det bedst med at “styre slaget” og ganske ofte ikke er dygtige nok til at kommunikere i en tone der øger debatlysten. Har været med on/off på dette Forum i mange år, og dermed beror mit indlæg ikke på et enkeltstående tilfælde.
Jeg er personlig stoppet med at skrive indlæg, har slettet min oprindelige bruger og læser blot med. Dog kunne jeg ikke dy mig når en erfaren bruger er i tvivl omkring hensigten eller tonen fra flere brugere - det er ganske enkelt fortid at kommunikere på den måde uanset intentionen, og for mig at se er det mangel på forståelse for, at alle ikke falder på halen over indforstået humor fra nogle få gardister.
Det kræver for mig at se mere selvindsigt og samtidsforståelse fra en række brugere, den holdning og mit indlæg står naturligvis for egen regning.
Her fristes jeg til at smide et citat fra en artikel i information, fra et interview med den franske forfatter Olivier Roy, hvor han taler om et sprog han kalder "globistisk":
Det sprog, vi taler sammen, fortæller alt om, hvad vi har mistet.
»Jeg kalder det globistisk,« fortæller den franske professor Olivier Roy: »Det er en global udgave af engelsk, som består af cirka 1500 ord. Det er helt uden forbindelse til engelsk kultur eller litteratur.«
Han peger på mig over Zoom fra Firenze:
»Du og jeg taler det sprog lige nu.«
»Globistisk« er ifølge Roy et sprog tømt for ironi, tvetydigheder og dybde. Det er det sprog, som tales mellem en fransk professor og en dansk redaktør, som ingen af dem helt behersker. Det er det sprog, som politikere taler på verdens topmøder, akademikere på globale konferencer og alle mulige intellektuelle og aktivister og journalister taler, når de kommunikerer med folk fra andre lande. Og fordi den form for kommunikation er kulturelt definerende i verden i dag, bliver det også talt i butikkerne i København, i det dominerende erhvervsliv og på uddannelsesinstitutionerne. Vi bliver alle dummere af at tale globistisk, og verden bliver lidt fladere:
»Det er et sprog, som er skåret ned til en kode, det vi taler nu«, siger Roy med henvisning til den samtale, vi to nu fører over ZOOM mellem Firenze og Danmark.
og (nu taler han om engelsk, men det samme kunne siges om dansk)
Roy skelner mellem globistisk, som er en kode , og engelsk, som i gamle dage var knyttet til en kultur :
»Kultur betyder, at vi tilhører et fællesskab eller samfund, som deler noget, der er indforstået. Vi deler symboler og betydninger, og vi kan lave vittigheder og lege med sproget, fordi vi har en masse tilfælles, som er implicit. En kode er det modsatte af kultur,« pointerer Roy:
»Når du ser et rødt lys i et lyskryds, betyder det stop, og det betyder ikke andet end stop. Og et grønt lys betyder, at du gerne må gå. Og ikke andet end det. Sådan fungerer koder.«
og når jeg gør det, så er det for at underbygge min påstand om, at et forum som dette bliver interessant, fordi der er en "kultur" (som man også kunne beskrive som
indforstået) og man ikke taler i den overfladiske "kode" som findes i større åbne fora (facebook, xwitter etc). Det gør også at det ikke et nemt bare at træde ind, man må stoppe op, læse og forstå og indse at reglerne ikke er helt de samme.
Nu er jeg måske en af den "garde" der tales om, jeg har i hvert fald været en del af dette forum, det foregående som jeg var admin på, fanklubbens før det (både det nye og gamle design) og jeg kan godt huske at det tog lidt tid at komme indenfor, at forstå jargonen og humoren. Efterhånden som folk har vænnet sig til sociale medier er det sikkert ikke blivet nemmere for dem at komme herind.
Men jeg tror også at sådan må det være. Stedet er mindre, for medlemmer, det er mere konkret, indforstået (som skrevet) men niveauet er også højere, for alle de der skriver ligegyldige one-liners og andre imbecile kommenterer (<- jep, det der er passer ind i ovenstående) kommer aldrig herind. Gjorde de, var jeg her ikke længere. Det samme gælder nok for en del andre.
Så når du siger at andre tøver med at skrive og måske forlader stedet, så kan det godt være en god ting. Det er ikke et sted for alle, men det er fordi det forudsætter et vist niveau. Ærgeligt, hvis det er mennesker der har noget at bidrage med, som dermed ikke kommer herind, men det bifaldes herfra, hvis det er mennesker, som vi hive niveauet ned på et niveau, som der er alle de andre steder derude.
PS! Jeg finder det befriende, når opstår lidt gnister som ovenfor og "køb en smartphone" var da okay morsomt. Hvis der aldrig opstår gnidninger, er det fordi folk aldrig går til grænsen, men i stedet holder sig tilbage og så er der SÅ meget værdifuldt, der aldrig kommer igennem.
*) Rune Lykkeberg: Der er kun én form for politik tilbage. Identitetspolitik.
Information, 7. juni 2024.