Spring til hovedindholdet
Emne: Evaluering sæson 18/19 (Læst 3719 gange) forrige emne - næste emne

Evaluering sæson 18/19

Indledningsvist er jeg helt på det rene med, at overskriften kan virke en kende tidlig, men det er netop for at illustrere, hvordan jeg ser tingenes tilstand, uagtet og det hedder top-6, 1. eller 2. vælger af nedrykningspuljer eller en placering længere nede (nedrykning ser jeg ikke som et tema).

Man kan altid se kold og kynisk på succes contra fiasko ved at stirre sig blind på placeringen i tabellen efter de 26 runder. Det har jeg også selv tendens til med jævne mellemrum.

Spillet:
Mere afklaret stil end længe set. Defensivt og til tider stram organisation, men med klart mere aggresivitet og pondus i det offensive end tidligere set. Balancen ser generelt fornuftig ud.

Spillerne:
Klart mere konkurrence på pladserne, omend man kun ønske sig lidt mere konkurrence på HB og CB´s. Generelt virker det også som om, at der hele tiden optimeres ved transfers ved at bringe mere kvalitet ind. Samtidig virker spillerne rigtig castede og ikke præget af en "jeg kender en agent"-agtig ansættelsesstil.

Setuppet:
Ingen tvivl om, at der er kommet en gevinst og glæde ud af de nye faciliteter på Fredensvang. Onde tunger vil mene det er kommet alt for sent, men så længe man ikke kan rejse tilbage i tiden, vil jeg glædes over de professionelle forhold der er skabt til hverdagen.

Administration:
Vi kan fra nu af og til juleaften diskuterer de enkelte personer på ledelsesgangene, især JN og PC. Især kan de diskuteres efter et nederlag, men subjektivt set, mener jeg de gør et stort og godt stykke arbejde. JN har fået trimmet og optimeret og skabt sorte tal (dog - formentlig - med den konsekvens at efteråret blev "solgt/syltet"). PC har handlet inden for rammerne og hans tranfers lugter ikke at vennetjenester og dyre sign-ons som tidligere set. PC har også lavet fejl, men havde det været muligt med Grabara i sommer og PM (eller lignende type) tillige, er min (sikre) påstand at vi ikke sukkede over en mistet mulighed for top-6. Den havde været sikker som amen i kirken.

Ungdommen:
Det er faktisk dette punkt der giver mig mest glæde. Hvornår har vi sidst kunnet bruge og indsluse de unger på 1. holdet? Ja, Duncan for 15 år siden ligesom Leon, og senest vel Jens? At Hausner og Thøgersen har vist sig frem (med fejl til følge - det lever jeg fint med når det er unge spillere), at Hvidt endelig ser ud til at have vænnet sig til seniorbold, at Kaastrup var godt med i efteråret og igen nærmer sig truppen og endelig at talk-of-the-day, Lunding, er braget igennem, giver en smil på læben og tro på tingene nu og her og på den lange bane. Udover dette er de alle sikret på kontrakter, der giver arbejdsro.

AaB - AGF 2-3 (om det er nok til top-6 er tvivlsomt, men det giver ret til at vælge gruppe).

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #1
Måske lige tidligt nok. Der er 11 runder tilbage. Hvis miraklet sker og vi kommer med i top6, kan vi vel i teorien blive mestre. Omvendt er der ikke langt til nedrykningsspillet. Så....
Men isoleret set er det en kæmpe succes at vi er begyndt at sluse ungdomsspillere ind på holdet. Stage, Lunding og måske snart Thøgersen, Hvidt, Kaastrup med mange flere. Det er godt for moralen, tilskueropbakningen og økonomien.

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #2
Er meget enig med Odonten.

Langt fra alt er perfekt sportsligt, for så var top 6 sikret i sikker stil, nu står den nok på nedrykningsspil, men i modsætning til tidligere år, ser det endelig ud til, der er en mere grundig analyse bag indkøbene. Indkøb som skal passe til spillestilen og mentaliteten. Det hjælper selvfølgelig økonomien er forbedret. Fundamentet er imo mere solidt end tidligere set.
Netop økonomien falder tilbage på JN. Vi kan diskutere hans væremåde i medierne eller når  han blander sig på banen efter en kamp, men det er uden for min fatteevne, hvis ikke han skal hyldes indenfor de områder, han er ansat til at forbedre. Her har JN, været en ubetinget succes. Økonomien er som sagt kraftig forbedret, faciliteterne er opgraderet, nyt/ombygget stadion er kommet på den politiske dagsorden, AGF er ikke længere en Århus vittighed osv.

Når jeg alligevel ikke er 100% tryg ved fremtiden - udover det farlige i at være for optimistisk på klubbens vegne - så er det David Nielsen.
Lad mig slå helt på plads, jeg hverken mener eller vil argumentere for en fyring, men jeg er en smule bekymret for, om han er dygtig nok til at få AGF til at spille mere offensivt på længere sigt.
AGF er meget svære at spille i mod og for mig er det tydeligt, det har været et stort fokus område for DN, at holdet altid skal kunne være med i kampen i alle 90 minutter. Det er langt hen ad vejen lykkes, men der er kommet for mange dumme pointtab på personlige fejl. manglende evne til at lukke kampene, men også og især pga. manglende offensiv kvalitet.

Jeg håber og tror da egentlig også, at med købet af PM, en Lunding som bliver endnu bedre og et sommer transfervindue som bør og kan blive det bedste i mange år, så vil vi også se et mere offensivt og bedre AGF hold. Det skal vi, for at blive et kontinuerlig top 6 hold kræver en god offensiv med fart, teknik og boldsikkerhed.
Heldigvis er netop de kvaliteter, som man i klubben i nogle år nu, har arbejdet benhårdt på at fremelske i ungdomsafdelingen og hvis DN er modig og dygtig nok til at bruge det meget talentfulde kuld og talenterne selv griber chancen, så kan fremtiden se meget lys ud.
Penge er ingen garanti for succes, men det er en forudsætning.

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #3
En evaluering af AGF i løbet af turneringen, er en rigtig god ide. Specielt fordi der er flere "etaper" og delmål, sådan som strukturen er i superligaen. Efteråret var ikke godkendt point- eller placeringsmæssigt. Desuden blev AGF slået ud af Næstved i pokalturneringen. Evaluering af spillet i det tidlige forår og gruppespilsplacering kan for alvor begynde fra ca. kl.18:50 i aften, samt de næste 14 dage frem til næste AGF kamp. Dette kan krydres med løbende vurdering af selve [AGF] spillet på banen, det unge kuld under nye kontrakter og alt andet AGF relateret. :)
In the country of the blind the one-eyed man is king [Greek proverb].

KSDH

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #4
AGF fik 1,20 point i snit i et efterår, som ikke er godkendt. AGF fik 1,17 point i snit i forårets 6 sidste kampe i grundspillet og det er slet, slet ikke godkendt. AGF er nu #  9 og ender i pulje med ACH, SøE og Vejle. Det er ikke godkendt, men da det er en løbende evaluering, så kan AGF stadigvæk skabe en positiv sæson og det er værd at stræbe efter.
In the country of the blind the one-eyed man is king [Greek proverb].

KSDH

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #5
Alt er ikke helt skidt, AGF ligger da # 1.....i pulje 2.  :P  :))
In the country of the blind the one-eyed man is king [Greek proverb].

KSDH

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #6
En grotesk tråd, så længe vi ikke ved, om vi rykker ned.
55 år med AGF-i tykt og tyndt!

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #7
Er det en sportslig evaluering?

Der er jo gode chancer for at vi ender med et økonomisk overskud for sæsonen.
Egentlig ret smart taktik. Så har vi råd til at købe medaljer i stedet for at vinde dem...

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #8
En grotesk tråd, så længe vi ikke ved, om vi rykker ned.
På ingen måde!  En løbende evaluering afhænger ikke af om AGF rykker ud eller kommer i Europa League. At påstå andet, er en del tættere på at være grotesk. Det er sundt at kunne komme med ris og ros. Jeg tror det er vigtigt, at kigge på de delmål AGF nu har resten af sæsonen - det er sådan jeg vælger at bruge denne tråd. Tråden om jagten på top 6...er sten død!
In the country of the blind the one-eyed man is king [Greek proverb].

KSDH

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #9
Og så slutter jeg lige dagen af med at citerer min snart 16 årige datter kort før kampstart: "Åh far, AGF skal jo vind' i dag. De'altså bar' ik' go'e under pres.". Hun skal sgu' snart opleve et vinder AGF, det fortjener hun også. :) Vi så ikke kampen, men fulgte den online...også under aftensmaden!

Heldigvis holder vi alle stadigvæk med AGF i vores hus! :))
In the country of the blind the one-eyed man is king [Greek proverb].

KSDH

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #10
Det er stadig for tidligt at evaluere endeligt. I hver sit ekstrem kan sæsonen ende med en billet til Europa - eller med, at vi er rykket ned. Mest sandsynligt gør den ingen af delene.

Vi evaluerer vel strengt taget hele tiden, fra uge til uge, og også på hele sæsonen hidtil. Så med grundspillet bag os kan vi da sagtens evaluere sæsonen hidtil, som det i vidt omfang og fra forskellige vinkler også løbende er sket i adskillige tråde.

Vi virker i grundtræk ret enige, selvfølgelig med nogle gradsforskelle. Mit take på sæsonen er der i hvert fald ikke meget i, der ikke allerede har været postet af mange.

Forudsætningerne: Jeg tror, at ledelsen prøvede at få i både pose og sæk. Jacob ville forståeligt nok gerne kunne vise sorte tal. Det blev det bestemmende hensyn bag, at sommervinduet gik, som det gik. Samtidig ville man i top-6. Så man tog chancer med truppen og håbede det bedste, som vel realistisk set var, at vi stadig ville være med omkring top-6 ved vinterpausen. Det gik næsten, men også kun næsten, og den sidste manglende sjat blev den afgørende.

Der var penge at handle for, men der var ikke mange. Da man gamblede igen og håbede at bytte en nu indarbejdet Jova for en angriber uden, at det kostede bagtil, blev bagslaget dobbelt, for det kostede bagtil, og angriberen var der bare ikke. Respekt i den henseende for, at vi ikke tog en ind, der med PCs ord ikke var “gennemarbejdet nok”. Respekt for at stå fast på strategien om at ville en yngre og mere skandinavisk trup. Noget mindre respekt for, at man som en form for alibi alligevel tog en ikke tilstrækkeligt gennemarbejdet ikke-skandinav ind i skikkelse af Mmaee. Hvorfor så vi ikke, at det var mere sandsynligt, at Alexander ville overhale ham, end at Mmaee havde superligaklasse, sådan som det nu viste sig at gå?

Salget af Jova blev dyrt. Efter syv kampe havde vi rækkens bedste forsvar og havde kun lukket tre mål ind. I runde 8, den første uden Jova, scorede Horsens så tre i een kamp. Var de tre mål også gået ind på Jova? Jeg tvivler. Men at sælge ham var en forudsætning for at få sorte tal, så anerkender man målet om et plusregnskab som sæsonens samlet vigtigste, må man også anerkende salget af Jova. I samme kamp gik Backman i stykker. Og hvad der end skyldtes Jova, og hvad der end skyldtes Backman, begyndte målene at sejle ind imod os.

To andre nøgletendenser for sæsonen var i spil både før og efter, at Jova og Backman forsvandt: Vi smed cirka 10 point på ikke at lukke kampe og/eller slå mønt af meget favorable situationer (2-2 kampene mod OB og AaB står som de klareste og grelleste eksempler for mig, andre folk har andre yndlingsaversioner). Tendens 2: Vi blev snydt for et usandsynligt højt antal straffespark.

Uden de to tendenser, ja sikkert bare uden den ene, måske endda kun med den ene i mere behersket omfang, havde vi været i top-6 i dag. Så små var marginalerne også i et hidtil helt uset tæt grundspil, der meget betegnende også endte med, at FCN snød AaB for den sidste sjove billet på grundlag af flest scorede mål. Det er værd at huske, synes jeg, inden man går i sort og dømmer hele sæsonen som en eklatant fiasko.

Også sorte november blev dyr, men vi missede ikke top-6 i november. Det gjorde vi langt mere i august, september og oktober, hvor vi smed en masse point, som vi skulle have taget. De fire tab på stribe i november kom i kampe, hvor vi var det næstbedste hold.

Kombineret betød det, at vi gik ind til foråret med en manko på point, men også med penge til at prøve at rette det op med. Købene var gode, hvad vi vil se endnu mere i næste sæson. Men mankoen var blevet for stor, og da det efter to forårskampe alligevel så lovende ud, blev vi ramt af skader og mere eller mindre stupide karantæner, og de beseglede vores skæbne i de sidste forårskampe. Spillemæssigt har det mere aggressive presspil klædt os og givet gode løfter i de perioder, hvor det har fungeret. Blandt enkeltspillere udstillede også de sidste fire kampe, at det sikre forsvar står og falder med Backman. Inklusive 1-0 mod Hobro i den sidste efterårskamp holdt vi nullet tre gange i træk med Niklas Backman - hvorefter FCM, Vendsyssel, OB og AaB scorede 2, 2, 2 og 3 i de fire sidste kampe uden Backman. Vores dybe afhængighed af en så ofte skadet spiller er både et kortsigtet, et langsigtet, et strategimæssigt, indkøbsmæssigt og organisatorisk problem, som ledelsen må have tænkt meget over. Hvis den overhovedet er færdig med at tænke.

En stor sæson på den front, at 18/19 har budt på Lundings gennembrud, godkendte præstationer af Hausner, Thøgersen og Hvidt, og at Ammitzbøll har gjort sig fortjent til p.t. at være anden angriber. Det peger meget positivt fremad. Nu skal Kaastrup bare også gerne med, men det kan hurtigt komme, når man ser hvor stærkt det er gået for ikke mindst Lunding. De unges store ryk i terrænet er på den længere bane den måske allervigtigste tendens ved sæsonen.

Og det er ikke slut endnu. Sandsynligvis bliver det hverken fugl eller fisk, men nærmere til, at vi bliver nummer 8 eller 9. Så venter et spændende vindue, hvor vi skal bygge videre på den optimering af truppen, der også var en god tendens i starten af året med farvel til Dino, Sverrison og Spelmann. Klarer vi sommervinduet med lige så sikker hånd som vintervinduet, lærer vi at lukke kampe, slipper vi for unødvendige kort og andre tåbeligheder, stopper det med at blive snydt for så helt unormalt mange straffespark, og får vi  Backman stabilt i gang uden skadesperioder, ser det godt ud i forhold til top-6. I næste sæson.


Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #12
Som jeg ser det, er det helt store problem, at vores "profiler" ikke leverer på et højt nok niveau. I de sidste to kampe har vi mødt hold, der på kvaliteten af bredden ikke er bedre end AGF. Men de har et par profiler i Lucas Andersen og Bashkim Kadrii der leverer på et helt, helt andet niveau end f.eks. Sana. AaB var jo farlige hver gang Lucas Andersen fik bolden i går, mens Sanas største bidrag var at sænke tempoet, ved at rører bolden 5-10 gange hver gang han fik den.

Lunding har i glimt vist prøver på det niveau, men er endnu for ung til at gøre det kamp efter kamp (men har vel alligevel været bedste mand i foråret sammen med Grabara). Sana leverede i den første kamp, men har været usynlig siden da og Tingager har virket mærket efter skaden. Derudover har jeg svært ved at se, hvem der ellers holder et niveau der er meget over et middel superliganiveau. Og når man så ikke er super godt sammenspillede, og dummer sig med personlige fejl, røde kort og er lidt uheldige med skader, så bliver det altså lidt leverpostej, hvilket vel er meget betegnende for denne sæson.

For et par kampe siden var jeg ret optimistisk omkring vores niveau, men efter et par klare nederlag mod AaB og OB, som nok er de to hold vi skal måle os mest med, så er jeg knap så positiv. Så håber transfervinduet indbringer et par ægte profiler og at de unge fortsætter fremgangen - ellers frygter jeg at næste sæson ligner denne.

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #13
Som jeg ser det, er det helt store problem, at vores "profiler" ikke leverer på et højt nok niveau. I de sidste to kampe har vi mødt hold, der på kvaliteten af bredden ikke er bedre end AGF. Men de har et par profiler i Lucas Andersen og Bashkim Kadrii der leverer på et helt, helt andet niveau end f.eks. Sana. AaB var jo farlige hver gang Lucas Andersen fik bolden i går, mens Sanas største bidrag var at sænke tempoet, ved at rører bolden 5-10 gange hver gang han fik den.
 Enig. Det var meget sigende, og det mest rammende øjeblik var til sidst i kampen, hvor Sana forsøgte sig med et par træk, og Lucas Andersen tog boden fra ham. Lucas var hamrende farlig, Sana spillede nærmest mere nede på Guiras gamle plads, end som støtte til Mortensen i front. 

Jeg tror helt sikkert at AGF ville have bedst af, at DN tog det privilegie fra Sana, at han selv kan bestemme hvornår det er tid til at hente bolden op nede fra, og hvornår det ikke er. Der var et par gange, hvor Sana gik ned, og både ham, Amini og Hvidt lå super tæt, og alle tre egentlig kunne tage bolden og drive den. Og der går det ofte sådan, at når Sana tager den, så er der for få der ligger fremme til at kunne hjælpe. 

Så løsningen må enten være, at Amini og Hvidt i langt højere grad skal gå med frem når Sana er nede på midten, eller at Sana skal lade Amini/Hvidt drive bolden på midten. Noget som Blume er rigtig god til. Stage/Amini og Hvidt/Amini ligner hinanden synes jeg. Det er måske mere et spørgsmål om rollefordeling, end mere andet. Noget vi ikke har arbejdet med nok. Vi skal huske, at vi hele efteråret spillede med Stage på kanten, og Guira centralt. 

Så vi må se om det kan løses taktisk. Svaret lader i hvert fald ikke til at være at bare give Sana fripas.

Sv: Evaluering sæson 18/19

Svar #14
Men lad os vente med sæson-evalueringer til efter sæsonen. Der er gigant-forskel på nedrykning og EL-deltagelse+en 7.plads. Så mon ikke det er værd at tage den slags med :D
(@Odonten: ved jeg godt du også gerne vil)

Men en evaluering på grundspillet er da også relevant. Jeg synes folk har skrevet meget dækkende om det allerede.

Som jeg skrev andetsteds:
---------

Vi kom i sommeren 2015 fra en oprykning. Siden da har vi glippet top 6 og ligget ca. der hvor vi gør nu. Langsomt men sikkert bliver truppen og økonomien bedre. Og hvis man vil, så kan man sagtens få øje på flere parametre hvor tingene er forbedret. Selv på resultatsiden, selvom det er småtterier at slutte med 26 point i 15/16 under Morten W., 25 point i 16/17 under Glen.

29 point under Glen/DN sidste år, og så 31 point i år under DN.
Ja altså vi ligger konstant et par point på. Og på ydersiden af klubben forbedres alt.
Vi har endda fået flere unge med, og i Lunding fået en helt fantastisk spiller at følge.
Vi har alle ret til at være mega skuffede og ærgerlige.
Men ord som "fiasko" og "skandale" synes jeg man skal gemme til nedrykninger og lignende.
sær når man ikke ved om det ender med 7.plads (økonomisk delvist nået målsætning), endda med EL-deltagelse.

Eller om det ender i nedrykningskampe som 3'er imod Vendsyssel eller Hobro. Selv de mest rendyrkede pessimister tror vel ikke for alvor på at AGF bliver 4'er i den pulje.
I øvrigt skal vi måske til at holde med AAB i pokalen istedet for FCM. (eller BIF). For hvis AAB vinder pokalen, så går holdet der møder dem i EL-playoff direkte videre, hvis man møder dem. Så ja, første mission er overlevelse, dernæst EL-playoff, som kan blive lettere end beregnet i første omgang.

Så der er bestemt bedre muligheder i år end sidste år imod FCK, hvis vi er dygtige nok til at spille os til finalen igen.

 
Simple Audio Video Embedder