Spring til hovedindholdet
Emne: Forudsigelse af AGF-Lyngby (Læst 493 gange) forrige emne - næste emne

Forudsigelse af AGF-Lyngby

    Jeg opretter sagen her som separat tråd i respekt for Sallings kamptråde. Så kan vi diskutere selve kampen, som vi plejer - og folk uden interesse for forsøg på at forudsige kampen kan lade denne tråd ligge.
    OBS: Hvordan uploader man en PDF-fil?


    Et meget tricky kamphoroskop: Både vi og Lyngby har stærke faktorer, der peger på en sejr. Vi har dog umiddelbart de største af slagsen, men Lyngby kommer til at give os kamp.

    Mest sikker er jeg på, at kampen bliver livlig. Vil man bruge kamphoroskopet som basis for at spille på kampen, er det bedste tip at spille på mange mål (afgør selv hvor højt du vil sigte, men mit bud er, at der kommer mindst tre). Et andet godt spil ud fra kamphoroskopet er, at begge hold scorer.

    Horoskopet er for kampstart: 8. december klokken 14.00 i Aarhus. Vil du se horoskopet, mens du læser, så indtast tid og sted for kampstart i Astropilot, der er gratis.

    AGF er symboliseret af Venus (kvindetegnet tæt på den lodrette pil), for Venus hersker over ascendant-tegnet Tyren (som den vandrette pil peger på). Lyngby er symboliseret af Mars, der hersker over Skorpionen, det modsatte tegn i højre side af den vandrette pil. Mars er selv det maskuline symbol lige over den vandrette streg, igen i højre side.

    Seks grunde til at vi kan vinde

    For en AGF-sejr taler:

    • Månen står på ascendanten (der repræsenterer hjemmeholdet). Stærkt fordelagtigt. Fagteorien i sports-astrologi siger meget definitivt: Månen på ascendanten = hjemmehold vinder.

    • Månen stærkt placeret i Tyren, hvor den er såkaldt "eksalteret" eller "forhøjet". Kun i sit eget tegn, Krebsen, er Månen lige så stærk.

    • Månen i meget præcist og meget gunstigt aspekt til Jupiter i 9. hus (aspektet markeret med en blå streg  – Jupiter er den, der ligner et 4-tal). Kan indikere, at en eller flere af vores udlændinge får afgørende roller, for både Jupiter og 9. hus har blandt andet at gøre med udland og udlændinge. Jupiter var senest involveret, da Amini scorede sejrsmål i Esbjerg. Kan også indikere AGF-dommertække.

    • Venus (signifikator for AGF) i horoskopets 10. hus (tæt på den lodrette pil). 10. hus viser hjemmeholdets værdighed og evne til at vinde kampen. At have sin signifikatorplanet i 10. hus er derfor stærkt gunstigt.

    • Venus stående ved siden af Saturn (den, der ligner et 5-tal), der er ikke bare hersker men her dobbelthersker over 10. hus. Styrker yderligere det meget gunstige tema Venus i 10. hus.

    • Saturn (hersker over 10. hus) i gunstigt aspekt (markeret med en blå streg) til et vigtigt punkt: Krydset rammet ind i en cirkel, som I ser i feltet under den vandrette streg, i horoskopets højre side.

    At AGF’s signifikator-planet (Venus) står tæt sammen med Saturn gør det afgørende for os, at vi får udtrykt de positive, ikke de negative sider af Saturn. Negativt hæmmer, forsinker og besværliggør Saturn alt, hvad den rører ved. Så et negativt udtryk er at spille for langsomt, hæmmet og overdrevent forsigtigt. Det positive udtryk er at spille disciplineret, arbejde målrettet og benhårdt og ikke slække bare et øjeblik på koncentrationen. At spille tålmodigt kan i perioder være et positivt udtryk. Aspektet kan også vise et AGF-hold, der kommer til at stå lavt og forsvare, i hvert fald i perioder.

    Fem grunde til at Lyngby kan vinde

    Gode tegn, altså. Rigtig gode tegn. Normalt ville man ikke tøve med at spå hjemmesejr med så mange lovende aspekter. Problemet er, at Lyngby også har nogle stykker af den slags.

    • Mars (signifikator for Lyngby) i sit eget tegn, Skorpionen. Stærk placering, bedre end Venus i Stenbukken er for AGF. Venus i Stenbukken er la-la, hverken stærkt eller svagt. Mars i Skorpionen viser et tændt, intenst og udholdende Lyngby-hold.

    • Mars i 7. hus, der angiver Lyngby. Viser også et veltilpas Lyngby-hold. I Esbjerg-kampen var vi i den samme situation (signifikatorplanet i eget tegn og i vores hus). Det var en hovedårsag til, at jeg forudså en sejr i Esbjerg.

    • Mars i gunstigt aspekt til spidsen af 10. hus, der viser AGF’s evne til at vinde kampen. Og tilsvarende til Saturn, hersker over 10. hus. Kan vise et Lyngby-hold, der er i stand til at afværge chancer, som vi skaber. Og/eller et Lyngby-hold, der faktisk er i stand til at vinde.

    • Det hestesko-lignende symbol lige på spidsen af 4. hus (modsatte ende af den lodrette pil), der viser Lyngbys værdighed og evne til at vinde kampen. Her er fagteorien definitiv: Udeholdet vinder.

    • Herskerplanet over ”krydset indeholdt i en cirkel” (se AGF’s aspekter herover) i 7. hus, der angiver Lyngby.

    Seks indikationer på sejr til os. Fem indikationer på sejr til Lyngby. Mindst en ifølge fagteorien ”definitiv” indikation på sejr til hvert hold. Hvad skal vi nu udlede af det? Uafgjort måske? En tæt kamp i hvert fald – og/eller en kamp, der bølger frem og tilbage. Måske en kamp, hvor føringen skifter flere gange undervejs.

    Med ret stor sikkerhed: En god kamp er i vente. Venus og Mars (signifikator for hvert af holdene) er i gunstigt aspekt til hinanden. Det bør borge for en fair og ret ren kamp. Og/eller for en kamp, hvor holdene ”står godt til hinanden”, som man siger.

    Mange mål i vente – sandsynlige nøgletidspunkter

    Alt herover er alene ud fra horoskopet for kampens starttidspunkt. Men intet er statisk, alt bevæger sig også undervejs i kampen. Det er grunden til, at jeg spår mange mål.

    I særklasse hurtigst bevæger de to linjer med en pil i enden sig. Den vandrette akse er horisontlinjen. Den lodrette akse angiver himlens top- og lavpunkt – punktet lige over og lige under os.

    Hvorfor er det vigtigt? Fordi fagteorien fortæller, at der typisk kommer mål, når en akse bevæger sig hen, så den ”rammer” en planet. Det sker i alt seks gange undervejs i AGF-Lyngby (lige omkring slutningen af første halvleg sker det på både den vandrette og lodrette akse samtidig, så det samlede antal tidspunkter bliver kun fem). Desuden falder mål ofte sammen med, at aksernes bevægelse får en planet til at skifte fra et hus til et andet.

    Fordi kampen kan starte en anelse forsinket (EfB-kampen startede for eksempel først klokken 16.02) angiver jeg her de fem nøgletidspunkter, hvor en planet kommer til at stå præcis på en akse. Hvad angår anden halvleg er der endnu mere grund til at angive eksakte tidspunkter i stedet for (skønnede) minuttal i kampen, for vi kan ikke vide på forhånd, om der kommer tillægstid i første halvleg, eller om der kommer længere spilstop i anden:

    14.13: Vandret akse rammer Mars, signifikator for Lyngby. Stor sandsynlighed for mål. Lyngby er i så fald favorit til at få det, men det kan også være os. Action eller drama i hvert fald. Når Mars er involveret, sker der noget. Også: Risiko for skade. Mars har at gøre med krig og kamp, derfor også med smerte og skader. Skorpionen har fysiologisk at gøre med kønsorganerne, så en spiller kunne ret oplagt få bolden i skridtet omkring dette tidspunkt. Også for at sige, at den samme symbolik kan antage mange ydre udtryk, og at nøgletidspunkterne derfor også kan udtrykke meget andet end mål.

    14.20: Lodret akse rammer Venus, signifikator for AGF. Stor sandsynlighed for mål til os. Entydigt til vores fordel.

    14.31: Lodret akse rammer Saturn. Pæn sandsynlighed for mål til os. Alternativt: En skuffelse eller et set-back.

    14.46: Farligt tidspunkt for os. Vandret akse rammer Merkur, der nu står på spidsen af 7. hus, som symboliserer Lyngby. Lodret akse rammer samtidig Pluto. Første halvleg må meget gerne være fløjtet af her. Vi skal være ekstremt påpasselige i minutterne op til pausefløjtet.

    14.50: I pausen skifter ascendanten tegn, når østhorisonten rammer den første grad af Tvillingerne. Spørgsmålet er nu, om holdenes signifikatorplaneter skifter med, så vi i anden halvleg vil være symboliseret af Merkur (hersker i Tvillingerne) og Lyngby af Jupiter. Det har jeg ikke kunnet finde fagteori på, så sandsynligvis ikke. Det må vi heller ikke håbe, for Merkur er ikke i topform i Skorpionen og lukket inde i 6. hus (det var Esbjergs situation i kampen mod os, og de fik ikke meget ud af den Merkur). Jupiter står stærkere, præcis som vi fik draget fordel af i Esbjerg.

    15.35: Også farligt tidspunkt. Vandret akse rammer Solen, hvad der i daglig tale hedder, at Solen ”går ned”. Den gunstige Jupiter går samtidig ind i 7. hus (Lyngby), og også Månen danner et kritisk aspekt for os her. Stor varsomhed er nødvendig på dette tidspunkt og faktisk i resten af kampen, for Lyngby har fordelen af at have Jupiter i sit hus i de sidste 10-12 minutter plus tillægstid.

    Udløser alle de her situationer mål, og falder de mål, som det ville være mest sandsynligt, så taler vi 3-2 til Lyngby. Hertil kan vi lægge alle de situationer, hvor en planet skifter hus. Samtidig behøver ingen af delene nødvendigvis altid at udløse mål. Nogle af dem kan "blot" være tidspunkterne for de situationer, der vækker mest debat efter kampen - eller tidspunkter for noget så banalt som udskiftninger: En hændelse i overensstemmelse med symbolikken kan sagtens finde sted, uden at hændelsen får nogen betydning. Men man kan sige det sådan, at potentialet for mange mål er stort.

    X-factoren: Virker Uranus?

    Kig på symbolet, der ligner en gammeldags tv-antenne, lige på den vandrette akse ved pilen (og ved siden af Månen). Det er planeten Uranus, placeret lige på ascendanten, der angiver AGF.

    Forudsigende øjebliksastrologi som det her tager normalt ikke de tre yderste planeter i betragtning: Uranus, Neptun og Pluto. Spørgsmålet er, om vi kan gøre en undtagelse her, hvor Uranus står eksakt på horisonten ved kampstart.

    I personlig og psykologisk astrologi angiver Uranus den pludselige, eksplosive omvæltning. Eccentrisk, ”mærkelig” adfærd. Det vildt overraskende. Oprør og revolution mod den bestående orden, ”disruption” (Lars Løkke Rasmussen har haft et meget stærkt Uranus-aspekt hele året, så vi var nogle, der undrede os knapt så meget over først hans eccentriske valgkamp, dernæst at han med meget kort varsel blev væltet i en intern revolution).

    Hvis Uranus virker i ”fodbold-astrologi”, skal vi se efter noget åbenlyst, synligt og helt usædvanligt ved kampstart. Overraskelser i start-11? Eller måske angiver Uranus simpelthen, at Backmans (og Nicolai Poulsens?) karantæne har tvunget os til at ændre på holdets udseende, her tilmed på en måde, så den normale anfører er væk. Alt på ascendanten er umiddelbart synligt, så lad blikket gå rundt på stadion: Ser noget ikke ud, som det plejer? Laver fansene en særlig markering? Er der noget, der er sært, usædvanligt, vendt på hovedet i forhold til normalen?

    Beklager i øvrigt, at jeg må afstå fra at tippe en vinder. Jeg vil på alle måder glæde mig til en kamp, hvor billedet er mere entydigt, og hvor jeg har belæg for at sige, at den her vinder vi. Normalt vil vi vinde på de aspekter, som vi har i Lyngby-kampen. Problemet er bare, at det også ser fint ud for Lyngby. Vi skal klart passe på dem, for de kommer som minimum til at spille godt i perioder af kampen.[/list]

    Sv: Forudsigelse af AGF-Lyngby

    Svar #1
    Jeg tør godt tippe en 2-1 sejr til AGF - og Riel som målscorer efter oplæg fra Emil Nielsen.
    Hvid i hjertet siden 81 - hvor Henning Jensen kom fra Gladbach, Real Madrig og Ajax til AGF for at vinde 4. guld i 4 ligaer. Uhørt dengang. I 82 førte man i sommerpausen med 13 point (2 point/sejr), men smed det vildt nok. Tabellen lyver faktisk ind i mellem. AGF var klart bedst.

    Sv: Forudsigelse af AGF-Lyngby

    Svar #2
    Jeg var ikke modig nok. Jeg skulle have meldt den her som uafgjort, men turde ikke at gå længere end til “uafgjort måske”.

    Jeg lod mig forvirre af, at kamphoroskopet for både vores og Lyngbys vedkommende rummede en faktor, som fagteorien oversætter til, at holdet vinder. Når det er tilfældet, udligner de to faktorer åbenbart hinanden, og kampen ender uafgjort. Desuden havde vi fem mindre, men dog nævneværdige faktorer, der pegede vores vej. Lyngby havde fire. Det er tæt på lige stærkt og viser åbenbart også uafgjort. Det er fuldkommen logisk, særligt i bagklogskabens nådige lys. Så lærte jeg så meget: Næste gang vi får sådan et kamphoroskop, melder jeg uafgjort uden at tøve.

    Kampen blev ikke velspillet. Sådan kunne man altså ikke tolke, at vores og Lyngbys signifikatorplaneter var i et positivt aspekt til hinanden. Der kom heller ikke så mange mål, som jeg havde troet, for ikke alle de mest markante tidspunkter undervejs i kampen gav mål.

    Et par af dem gjorde dog.

    Jeg sad uroligt i minutterne op til 14.13, hvor jeg havde meldt sandsynligt mål, i så fald mest sandsynligt til Lyngby. Det blev 14.09, for Lyngby ventede ikke helt til horisontlinjen ramte Mars, deres signifikatorplanet. Lære: Metoden virker, men man må regne med plus/minus tre-fire minutter. 14.14 bragte en lille afbrænder fra Bundu, der skød i sidenettet.

    Vores mest gunstigt udseende tidspunkt i hele kampen faldt 14.20, så jeg blev rimelig urolig, da Patricks og Blumes kæmpe dobbeltchance 14.22 udmøntede sig i et fejlslagent lob og et skud over (blankt) mål. Munksgaard fik gult minuttet efter. Misset momentum.

    Men okay da, vores næstbedst udseende tidspunkt gav så mål. 14.31 på papiret blev til 14.30, da Patrick scorede. “Desuden risiko for skuffelse og set-back”, havde jeg også meldt på forhånd. Det var her, at Hausner blev skadet, han udgik 14.35.

    14.46 så farligt ud på forhånd, men der skete ingenting. Havde frygtet Lyngby-mål, da Lyngbys del af horisontlinjen ramte Merkur. I tilbageblik: Merkur var ikke nogen større faktor i kamphoroskopet og symboliserede ingen af holdene. Når det er tilfældet, kan en akse åbenbart ramme en planet, uden at det afspejler sig i noget af betydning.

    Jeg troede, at vi ville føre 2-1 ved pausen efter føringsmål til Lyngby efter cirka 10 minutter, udligning efter 17-18 minutter og føringsmål til os omkring den halve time. Det første og det sidste holdt, men vi manglede det mål, som Patrick eller Blume på alle måder “burde” have scoret klokken cirka 14.20, men som de nu fik forkludret klokken 14.22. Anden halvleg så mindre livlig ud og blev det også pånær to situationer med en debuterende dommer.

    Hvad lærte jeg af det? At ikke alt potentiale bliver manifesteret, heller ikke alt det, der ser stærkest ud på papiret (for så havde Patrick eller Blume scoret, ikke brændt).

    Og så lærte jeg, at kamphoroskopet ikke lyver, og at fortolkeren alene er den, der kan fejle. Jeg lærte også, at man åbenbart bare skal holde det simpelt: Stiller kamphoroskopet begge hold lige stærkt, så ender kampen...uafgjort. Watson, det er jo elementært!

    Sv: Forudsigelse af AGF-Lyngby

    Svar #3
    På et eller andet plan kunne det være fedt med et selvstændigt forum til disse forudsigelser, lidt som @Salling23‍ har hans kamptrådsforum :)


    Skræmmende, men fascinerende, så tæt på det alligevel rammer  :o 8)

    Sv: Forudsigelse af AGF-Lyngby

    Svar #4
    Skræmmende, men fascinerende, så tæt på det alligevel rammer   :o   8)
    I hvert fald konklusioner som "når det er tilfældet, kan en akse åbenbart ramme en planet, uden at det afspejler sig i noget af betydning" ;)

     
    Simple Audio Video Embedder